Artikel

Fra fodboldbane til grønt naturrum

Hedeselskabet arbejder aktivt for naturen – nu og i fremtiden. Ud over at støtte nye initiativer har vi genbesøgt en række projekter, der tidligere har modtaget støtte, for at se, hvilken forandring indsatserne har skabt. Hvordan har et stenrev fx påvirket havmiljøet? Hvilken forskel gør et grønt byrum for lokalsamfundet? Hedeselskabets mål er ikke kun at bidrage økonomisk, men også at inspirere andre til at søge støtte til projekter, der skaber værdi for både natur og mennesker.

Udgivet den 22. august 2025

Artiklen er en del af vores tema: Projekter genbesøgt

Af Alberte Gry Thomsen

Om

Projektet Krarup Fodboldbane er et samarbejde mellem Krarup Friluftsråd og Dalgas, hvor den nedlagte lokale fodboldbane er blevet omdannet til friluftsområde. 

Den tidligere græsplæne er blevet pløjet op, hvorefter forskellige buske og træer, heriblandt frugttræer og bærbuske, er blevet plantet. Og som en del af undervisningen har eleverne på Krarup Friskole stået for at placere pæle med QR-koder, der informerer om den forskelligartede vegetation.

På samlingspladsen er der opført to sheltere med bålplads, som flittigt bliver booket. Over for shelterne står et stort madpakkehus, der anvendes både som udflugtsmål og undervisningssted.

Et lille areal til en fodboldbane er blevet bevaret til stor glæde for friskolens elever i frikvartererne. 

Desuden er der blevet lavet snoede gangstier, der indbyder til en opdagelsestur blandt den varierende vegetation.  

Før

Efter

Hvor?

Det grønne naturrum ligger i den lille landsby Krarup, som ligger syd for Ringe og tæt ved Egeskov Slot på Fyn.

Hvorfor?

I Krarup besluttede kommunen at lukke den store fodboldbane, fordi den kun blev brugt som kampbane for et enkelt hold, Krarup-Espe Fodbold. Plænen stod derefter tom i et par år, hvor friskolen stod for at slå græs. Med tiden blev det for dyrt at vedligeholde så stort et område, der sjældent var i brug. 

- Inspirationen til projektet var, at vi tænkte, det var for dumt bare at køre at slå græs på den her store fodboldbane. Vi skulle finde på noget. Jeg havde kun plantning i tankerne, men vi holdt en workshop, hvor der blev kastet en masse idéer op, såsom shelter og madpakkehus, fortæller Karsten Hansen, tovholder på projektet.

Start

Projektet blev igangsat i slutningen af 2018.

Mål

Målet har været at skabe et sted, hvor folk kan opholde sig og opleve naturen. Et rekreativt område, der kan bruges til undervisning, udflugter, gåture, fællesskab og overnatning.

Hvem og hvad?

Projektet har krævet en stor frivillig indsats blandt andet til anlæg af grusstier, lægning af fliser samt samling af borde og bænke.

- Vi er ikke et større lokalsamfund, end at det kan lykkes at samle folk til at hjælpe og give en hånd med, siger Karsten Hansen.

En anlægsgartner tegnede skitsen, men Dalgas har stået for plantning og pleje de første tre år, indtil planterne har kunnet klare sig selv.

I dag står friskolen for at tømme skraldespande og slå græs, mens frivillige tager sig af beskæring af buske og træer samt lugning.

Støtte fra Hedeselskabet

Projektet har modtaget en donation på 178.250 kr. Det samlede projekt beløb sig til 412.228 kr. Sidenhen har Krarup Friluftsråd finansieret mindre opgraderinger, for eksempel ovenlys i madpakkehuset.

Forløb

Allerede samme aften som workshoppen ’Hvad skal der ske med fodboldbanen?’ blev afholdt, gik planlægningen i gang.

Det begyndte med søgning af fondsmidler som supplement til den eksisterende opsparing.

- Vi pløjede fodboldbanen op, og derefter var Dalgas hurtige til at komme i gang med at plante. Vi frivillige stimlede hurtigt sammen om resten, så det gik virkelig stærkt det hele, fortæller Karsten Hansen.

Status

Projektet er blevet en stor succes. Naturarealet benyttes flittigt af landsbyens institutioner og beboere. Gangstierne er populære blandt hundeluftere, og shelterne bliver ofte booket, nogle gange flere uger i forvejen.

Den lille fodboldbane er til stor gavn for friskolen, hvor den bruges i idrætsundervisningen og som legeplads i frikvartererne.

Desuden er de første intimkoncerter og gudstjenester blevet afholdt på den flisebelagte plads.

Slut og fremtid

Projektet blev afsluttet og indviet i september 2019, cirka et år efter opstarten. Krarup Friluftsråd har siden drøftet en idé om at etablere endnu en lille shelterplads, som i modsætning til de eksisterende skal ligge afsides midt i beplantningen.

Ellers er planen blot at fortsætte den nuværende drift med lidt græsslåning, beskæring og lugning.

Få viden, nyheder og invitationer i din indbakke

Nyhedsbrevet er til dig, der gerne vil lære mere om natur og miljø – og som gerne selv vil gøre en forskel. Vi lukker dig digitalt ind i vores foreningsliv og viser, hvordan vi dagligt arbejder for at benytte og beskytte naturen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyeste nyt, invitationer og tips og tricks til fx øget biodiversitet.

Dine medlemsfordele

Hedeselskabets forening er et fællesskab med dedikerede medlemmer med interesse for benyttelse og beskyttelse af naturen. Der er mange gode grunde til at være medlem af Hedeselskabet – her har du fire af dem:

Netværk

Som medlem bliver du en del af et stærkt, fagligt interessefællesskab, som består af en bred kreds af fagfolk, beslutningstagere, studerende og andre med interesse for natur, klima, bæredygtighed og biodiversitet.

Viden

Som medlem modtager du Hedeselskabets magasin VÆKST fire gange årligt. Du får i VÆKST ny viden og faglig indsigt i naturpleje, klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet samt adgang til fysiske og digitale arrangementer og digitale platforme.

Oplevelser

Som medlem kan du deltage i Hedeselskabets mange arrangementer. De er gratis for medlemmer og giver faglig viden, indsigt, netværk med ligesindede samt mulighed for at deltage på en årlig jagt og en fisketur.

Indflydelse

Som medlem kan du foreslå, hvilke projekter Hedeselskabet skal støtte med midler fra medlemspuljen, ligesom du selv kan søge midler. Du har også mulighed for at stemme, når der er valg til Hedeselskabets repræsentantskab, som er vores øverste myndighed.

Se dine medlemsfordele

No products in cart