Vi har nok alle haft tanken. På en sommeraften, når ens ankler er ved at blive ædt op af myg. Eller når fluen bliver ved med at lande på ens næse, og man bare vil sove videre. Eller når picnicen bliver invaderet af hvepse. Så kan tanken ramme en: Hvor ville det være skønt, hvis alle myg/fluer/hvepse bare forsvandt fra jordens overflade.

En irritationsfaktor ville med ét være fortid. Og herregud; hvor meget ville det betyde, hvis bare en enkelt art forsvandt?

Det ved vi faktisk ikke, men potentielt set meget. Rigtig meget.

Derfor har den 58-årige biologiprofessor fra Sussex Universitet, Dave Goulson, en mission med sin nyeste bog ’Den tavse klode’:

- Min mission her i livet er at overtale folk til at elske insekterne eller i det mindste respektere dem for alt det, de gør, skriver han i den indledende tekst.

Insekter gør nemlig meget mere end bare at irritere os mennesker. Faktisk er det slet ikke deres hovedformål. Tværtimod ville livet her på jorden være utænkeligt uden deres summen, kriblen og krablen. Bestøvende insekter er forudsætningen for, at trefjerdedele af verdens afgrøder giver føde, og nedbrydende insekter er naturens skraldemænd, der sørger for, at alverdens restprodukter ikke hober sig op, men indgår i en naturlig cyklus. Og så danner insekterne fødegrundelag for dyr længere oppe i fødekæden.

De små kravl er altså et afgørende tandhjul i økosystemmaskinen. Men det er en maskine, vi mennesker er godt og grundigt i gang med at smadre.

Dave Goulson har været betaget af insekternes verden, siden han som fem-seks-årig samlede sort- og gulstribede larver af natsværmeren Blodplet i en madkasse og passede dem, til de sprang ud som smukke rød-sorte natsommefugle. Den naturlige vej for ham var derfor at studere insekter gennem biologistudiet, og i dag er han blandt de førende eksperter i insekter med speciale i bier.

Nedadgående humørkurve
Hans bog ’Den tavse klode’ er netop udkommet på dansk og er professorens femte større populærvidenskabelige bog med insekter som omdrejningspunkt. Den første var ’Humlen ved det hele’ fra 2013, der som navnet antyder handler om humlebier, Dave Goulsons fagspeciale.

- I over 20 år har jeg mest skrevet ret kedelige videnskabelige artikler til en meget lille gruppe af andre forskere. Jeg ville gerne dele min entusiasme, så jeg skrev den i min fritid som en slags hobby. De videnskabelige artikler skal være meget præcise. Der er ingen plads til meninger, anekdoter eller noget som helst, forklarer han til VÆKST.

’Humlen ved det hele’ var drevet af lysten til at dele sin glæde ved de små plyssede flyvende insekter. I de følgende bøger er temaet dog blevet mørkere og mørkere, og ’Den tavse klode’ er et opråb til handling fra en bekymret forsker til hele verden. Til regeringer, organisationer, virksomheder og borgere.

- Jeg fik for nylig en e-mail fra en total fremmed, som havde opdaget mine bøger og læst dem alle i kronologisk rækkefølge. Og vedkommende var nu ret bekymret for mit mentale helbred, fordi der er en nedadgående kurve i stemningen, siger Dave Goulson med et skævt smil.

- Da jeg skrev ’Humlen’, var der selvfølgelig en seriøs side af den, men stemningen var for det meste ret let og mere en slags fejring af humlebier, og hvor interessante de er. Og når vi så når til ’Den stille klode’, er stemningen ret seriøs og dyster. Men det afspejler nok min indsigt i den voksende alvor af situationen. Nu burde enhver indikator, vi har, sætte alarmklokker i gang. Og der er en frustrerende mangel på handling fra regeringerne, erklærer han.

- Jeg skrev ’Den stille klode’ for at forsøge at ryste folk og få dem til at vågne op og indse, at det her er bloody alvorligt.

Romerriget om igen?
Bogen er fyldt med grafer, der underbygger forfatterens pointer, og disse grafer går konsekvent opad eller nedad – og aldrig i retning af en positiv udvikling. Eksempelvis vurderes det ifølge bogen, at antallet af insekter er gået 75 procent tilbage, siden Dave Goulson som barn samlede Blodpletlarver i en madkasse.

Biodiversitetskrisen kan måles, og alle tal taler deres tydelige sprog. Derfor forbløffer den manglende handling biologiprofessoren:

- Jeg tror ikke, at folk inderst inde i deres hjerte tror på katastrofen, siger han og holder en længere tænkepause.

- De tror ikke, at denne komfortable verden i det vestlige demokrati vil ende. Jeg tror, at romerne formentlig tænkte det samme. Det ville have været utænkeligt på højdepunktet af det romerske imperium, at hele deres civilisation bare ville smuldre og falde fra hinanden. Men det gjorde den. Og på samme måde alle andre civilisationer, der nogensinde har eksisteret.

Forsker tager bladet fra munden
Manglen på handling har bragt ham fra forsker til forfatter i en kategori, han ikke havde regnet med at befinde sig i for få år siden: Aktivist.

Aktivisme er i forskerkredse stadig forbundet med afstandtagen, for forskningen skal jo være objektiv, og forskere skal publicere deres fund i videnskabelige rapporter – og ud over det i øvrigt afstå fra at have en holdning.

Det fungerer bare ikke, når vi står på kanten af den sjette masseuddøen, mener Dave Goulson.

- Nogle gange bruges ordet aktivist som en fornærmelse. At man ikke længere er videnskabsmand, men en aktivist – som om det er en dårlig ting. Jeg ser det ikke som en fornærmelse. Jeg er mere end glad for at blive kaldt aktivist, fordi jeg på min egen måde prøver at redde planeten.

- Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, der er bedre stillet til at beskrive de problemer, vi står over for, og finde løsninger, end forskere. Men hvis en forsker bare præsenterer fakta i en videnskabelig artikel, hvem vil så læse det, spørger han retorisk.

Han er ikke der, hvor han som aktivist vil vandalisere kunstværker eller spærre motorveje i biodiversitetens navn – men han forstår godt dem, der gør: De unge mennesker, der skal arve en planet, som er ved at gå op i sømmene.

Kræfterne bruges forkert
Dave Goulsons ekstroverte holdninger til, hvordan vi sammen skal redde vores planet, har også bragt ham i det negative søgelys hos flere aktører. Blandt andet med hans kontante kritik af de sprøjtemidler, der bruges til at holde afgrøderne fri for skadevoldere, men som ifølge ham har grumme konsekvenser for mange andre arter.

Nogle har opfattet alvoren i situationen, men bruger ifølge Dave Goulson deres kræfter og penge i en helt forkert retning. Nogle steder i verden er antallet af bestøvende insekter så lavt, at man er nødt til at håndbestøve afgrøder som æbler, pærer, græskar og meloner. Derfor er virksomheder gået i gang med at udvikle robotbier, som kan tage over for deres biologiske modstykker.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Bier er virkelig gode til bestøvning og har gjort det i lang tid. Og de er helt sikkert bedre, end noget vi kan bygge: de formerer sig selv og er biologisk nedbrydelige og CO2-neutrale. Det er sandsynligvis også meget, meget billigere og bedre at forsøge at genoprette bibestandene end at forsøge at bygge erstatninger for dem. Og så vil ingen bygge robotter til at bestøve vilde blomster, fordi det ikke er en økonomisk gevinst. Det betyder så, at alle vilde blomster vil forsvinde, hvis deres naturlige bestøvere er væk. Det er en virkelig deprimerende udsigt.

Nu kunne det virke, som om Dave Goulson mener, at vi alle er dømt til undergang med det gode skib Jorden. Men det gør han trods alt ikke:

- Der er ikke nogen mening i at skrive en bog, der fortæller folk, at vi alle er dømte. Jeg ved godt, at bogens centrale kapitler er ret hård læsning. De er ret deprimerende, alle disse problemer, vi har skabt. Men den eneste grund til at fortælle om dem, er egentlig for at motivere folk til at læse den sidste fjerdedel af bogen, hvor flere konkrete løsninger præsenteres. For det er ikke for sent.

- Vi har allerede irreversibelt mistet en stor del af verdens biodiversitet. Jeg tror fast på, at vores børn og børnebørn vil få det meget sværere, end vi har haft. Og jeg formoder, at det sene 20. og tidlige 21. århundrede måske viser sig at være en slags højdepunkt for vores civilisations levestandard. Men så er spørgsmålet, hvor meget efterlader vi til vores børnebørn? Giver vi dem en virkelig lorteaftale eller bare en lidt dårlig aftale? Det er op til os, slår biologen fast.

- Vi er nødt til at ændre vores livsstil, vores energikilder, vores madproduktion, vores måde at leve på. Vi er nødt til at lære af naturen og samarbejde med den i stedet for at forsøge at kontrollere den. Jeg er bekymret, men jeg er også optimistisk. Jeg ser mange mennesker, der handler og gør en forskel på alle niveauer. Og jeg håber, at vi kan komme igennem dette, hvis vi arbejder sammen.