Et enkelt sæt tøj. Til den koldeste vinter og den varmeste sommer – som dag efter dag skulle holde til benhårdt fysisk arbejde under åben himmel.

I midten af 1700-tallet var det virkeligligheden for de fattigste mennesker på den jyske hede, der knap havde til dagen og vejen. Måske klarede de slet ikke vinteren. Det var den virkelighed, som den tyske kaptajn Ludvig von Kahlen mødte, da han i 1754 kom fra Mecklenburg til Danmark for at opdyrke og kolonisere heden uden for Viborg.

Flere hundrede år senere bliver von Kahlen nu portrætteret på det store lærred i skikkelse af Mads Mikkelsen i Nikolaj Arcels historiske film ’Bastarden’, hvoraf dele af filmen er optaget på Kongenshus Hede og i udlandet. Der er gravet dybt i arkiverne for at skabe det visuelle udtryk.

Kvinden bag er den prisvindende svenske kostumedesigner Kicki Ilander.

Research – og mere research
Det er langt fra den første historiske eller danske film, svenskeren har sat sit kreative aftryk på. Hun står bl.a. på rulleteksterne i Bille Augusts ’Pelle Erobreren’, som vandt en Oscar i 1989.

Mange produktioner er føjet til listen siden, og da hun bliver spurgt, om hun vil være med på ’Bastarden’, ved hun godt, at det er en meget stor opgave med mange skuespillere og statister.

Udgangspunktet er en samtale med filmens instruktør, Nikolaj Arcel, hvor de sporer sig ind på filmens udtryk. Hvad er det for en historie, de skal fortælle? Hvad er det for en tid, de skal visualisere? Og hvad er instruktørens egne visioner?

Herefter tager kostumedesigneren fat på den omfattende research.

- Man kigger i mange, mange bøger og på mange, mange billeder, konstaterer hun.

Inspiration til farver og stemninger kan også meget vel komme fra billeder fra en helt anden tid.

- Det er jo ikke en dokumentar, vi laver, men en dramatiseret historie, minder hun om med henvisning til den kunstneriske frihed.

Der er næsten 270 år mellem Ludvig von Kahlens indtog på heden og vore dage. I filmen har det været vigtigt at synliggøre de meget forskellige befolkningsgrupper; fattige, rige, kolonister. Oveni kommer den geografiske planlægning med optagelser i Tjekkiet, Danmark og Tyskland.

Uld og den vigtige særk
Fattigdom præger tiden i midten af 1700-tallet og dermed også kostumerne i ’Bastarden’. På den tid var ét stykke tøj især kendetegnende og uundværligt for både kvinder og mænd.

Det var en såkaldt særk, som var en lang, løs underbeklædning af ufarvet hør. En form for undertrøje, som også tjente som nattrøje, fortæller Morten Grymer-Hansen, historiker og gæsteforsker ved Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet.

- Det ufarvede hør lagde man ud i solen i sommerhalvåret, så det blev bleget. Man havde særken indenunder, som var det eneste, der rørte huden. Derfor har man skiftet særken meget mere end selve tøjet. Og vasket den meget mere, forklarer han.

Udenover særken havde kvinderne et skørt, et livstykke og en jakke, og mændene havde bukser, vest og jakke. Bukserne var nærmere knæbukser eller culottebukser, præciserer Morten Grymer-Hansen.

Den største variation i løbet af dette århundrede var længden på de forskellige dele.

Den fattige del af befolkningen var hovedsageligt klædt i uld og hør. Uld var den primære tekstil, som blev produceret i Danmark, mens hør kom fra de store hørproducerende områder som Flandern og Tyskland. Hør blev desuden brugt til hustekstiler som linned og duge.

I Danmark blev der også produceret skind til bukser, støvler, handsker, jakker og hatte. Det slidstærke materiale var dog sjældent en mulighed for de fattigste mennesker.

- Medmindre de havde klunset sig til det, bemærker historikeren.

Op gennem det 18. århundrede begyndte det enevældige styre for alvor at regulere samfundets sociale klasser. Her var tøj også en faktor til at fastholde folk i det samfundslag, de kom fra. Rig som fattig.

Kreativitet, kaos og eventyr
Under de tre uger lange filmoptagelser på heden var en del af Kongenshus Kro indrettet til systue og påklædningsrum.

Som kostumedesigner er Kicki Ilander blandt de allerførste, skuespillerne møder om morgenen. Hun er også den, der retter de sidste detaljer før den næste scene.

Selv om ’Bastarden’ med et budget på 58,5 mio. kr. er en af de største dansksprogede filmproduktioner nogensinde, fulgte der ikke lige en blankocheck med til kostumer. De fleste blev lejet og herefter tilpasset med nye detaljer.

- Vi syede, ændrede og tilrettede rigtig meget tøj, forklarer hun.

De mange forskellige grupperinger var en kunst at balancere imellem. Det kræver langt flere kostumer, og færre kan genbruges. Det var omstændigt at skabe kostumerne til det bedre borgerskab for at ramme tidsperioden med de rette tekstiler. Tøjet til fattige mennesker i en landsby i 1700-tallet kan man ifølge Kicki Ilander nemmere låne fra andre epoker.

De nye kostumer vil man blandt andre se på Edel Helene, den unge, smukke hustru til godsejeren Frederik de Schinkel. Den dominerende, grove og magtsyge godsejer, der går langt for at gøre livet svært for Ludvig von Kahlen.

Netop hovedpersonen og hans uniform er et kapitel for sig selv. For hvordan så den tilrejsende tyske kaptajns uniform egentlig ud? Hvordan kunne den gengives på en troværdig måde? Undervejs i sin research kontaktede kostumedesigneren det svenske Armémuseum i Stockholm, som anbefalede en bog.

Således blev den danske bog ’Kongens Klæder’ skrevet af Karsten Skjold Petersen inspiration til uniformen, som de selv tegnede og fik syet hos en skrædder i den svenske hovedstad.

Men nogle gange handler kreativitet om alt andet end design, fx logistik. Pandemi, flystrejke, krig og inflation i den såkaldte moderne verden fik nemlig enorm indflydelse på produktionen.

Flere af de store udlejningsfirmaer havde tøj udlånt i både Ukraine og Skt. Petersborg, hvor det var strandet bl.a. på grund af krigen. Derfor måtte Kicki Ilander og hendes folk omkring Berlin, Polen, Madrid, London, Stockholm og København for at få kostume-kabalen til at gå op.

- Altså, det var helt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at det her går jo ikke, fortæller hun.

- Men det var også som et eventyr. Med det mener jeg, at vi jo måtte se, hvad vi kunne finde og få det til at passe til ’Bastarden’ og skabe den samme verden.

Tekstiler og paragraffer
De love, der blev indført for at fastholde klasseopdelingen i samfundet, handlede bl.a. om silke og andre importerede luksusvarer.

Den danske stat havde flere kolonier og handelsstationer rundt omkring i verden, og det var kun bestemte handelskompagnier i Danmark, der måtte importere varerne. Den velstillede del af befolkningen var i sagens natur dem, der havde råd til at købe varerne i store mængder, og det var også ofte dem, der havde penge investeret i handelskompagnierne, beretter historiker Morten Grymer-Hansen.

Men der blev også lavet love, der simpelthen forbød folk at gå med silke og andre importerede varer. Spørgsmålet er, hvor effektive de har været.

- For man kan samtidig godt se i skrifter, at der har været silke hist og her – også hos bønder. Var du tyende, kunne du få noget af din løn udbetalt i tøj, som var aflagt fra fruen eller andre i huset.

Lovene har efter al sandsynlighed været svære at opretholde, da det har være kompliceret at opretholde bevisbyrden uden fx at skulle bryde ind i private hjem. Ligesom der har været et sort marked for tekstiler, hvor man kunne komme af med tekstiler, man på en eller anden måde havde fået fat på.

I 1700-tallet var der en generel opfattelse af, at man kunne aflæse folks indre i deres ydre, og beklædning var en vigtig markør sociale klasser. Først i 1799 blev de omtalte love ophævet.

Det endelige resultat
For en historiker som Morten Grymer-Hansen bliver det interessant at se ’Bastarden’.

- Jeg tror, man kan gøre meget ved at skabe en fornemmelse af, at det føles virkeligt, mere end det er 100 % virkeligt. Jeg forsøger ikke at være pedantisk omkring det historisk korrekte. Også fordi, der er så meget, vi ikke ved med sikkerhed. Vi har store mængder af tøj fra 1700-tallet og mange afbildninger, men betyder det, at der ikke har været en person i en blå skjorte på heden? Det er jo svært at sige. 

Spørger man Kicki Ilander, om hun foretrækker at designe kostumer til historiske film, svarer hun uden at tøve: Ja!

- Tøj fra 1980’erne kan du finde lige med det samme. Men ting fra 1700-tallet vil du aldrig finde second hand. Nutiden ligger for nær, og derfor synes jeg, det er sjovere at arbejde med epoker. Der er en anden frihed til at træffe nogle kunstneriske valg. 

På tidspunktet for interviewet har hun endnu ikke set den færdige film.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at se den. Jeg håber, publikum finder den stilfuld og smuk – og at det naturligvis stadig føles som 1700-tallet.