< Back to news list

Fonde redder truet økosystem ved Gammel Estrup

En række donatorer, herunder Hedeselskabet muliggør en omfattende oprensning af voldgrave, søer og damme ved herregården Gammel Estrup på Djursland. Den tiltrængte oprensning sikrer vandstanden, så den store renæssancebygning ikke synker, og styrker stedets herlighedsværdi.

Gammel Estrup blev helt tilbage i 1300-tallet bygget som et forsvarsværk og ligger derfor strategisk godt placeret i sumpet, lavtliggende og svært fremkommeligt terræn. Men det giver også udfordringer. Herregården er omgivet af to voldgrave: en indre voldgrav, der omkranser hele hovedbygningen, og en ydre voldgrav, der udgøres af en halvcirkleformet grav mod vest og Alling Å mod øst. Voldgravene er i dag ved at blive fyldt op af blade, siv, græs og grene. Voldgravene blev senest renset i 1960’erne, men først i 2017 igangsættes et storstilet genopretningsprojekt.

Det har stået højt på min ønskeliste i mange år at få renset voldgrave, søer og damme omkring Gammel Estrup. Herregårdens placering gør, at der tilføres voldgravene store mængder dødt organisk materiale. Det danner grobund for alge- og plantevækst, derved øges ophobningen, bunden bliver hastigt voksende, og vandstanden bliver markant lavere. En stor del af herregården er funderet på pæle, så hvis vandstanden falder, så risikerer vi, at bygningen også ’sætter sig’ og på sigt synker. I det sydvestre hjørne af den indre voldgrav har vi netop målt en rekordlav vandstand på 15-20 cm, så hjælpen kommer i sidste øjeblik.
Britta Andersen, museumsdirektør

gammel_estrup_voldgrav_i_sommersol.jpg

Voldgraven er her fotograferet i sommeren 2016.

Klart vand til glæde for offentligheden

Gammel Estrups kulturmiljø med voldgrave, søer, damme og haver er fredet og besøges hvert år af knap 100.000 turister. Derudover benyttes området flittigt af lokale beboere som et rekreativt område til cykel- og spadsereture, løb, hundeluftning, kanoture og afslapning. Vandmiljøet er derfor en vigtig del af Herregårdsmuseets publikumstilbud.

”Udsigten til rent, klart vand er et af herregårdens allerstørste aktiver. De besøgende nyder den smukke natur, det rige plante- og dyreliv og den unikke helhed, som herregårdens kulturmiljø udgør. Vandet er også afgørende for forståelsen af herregårdens historie. Udover at fungere som forsvar mod udefra kommende fjender, dannede vandet før i tiden basis for livsvigtige forsyninger, det vil sige vand til at drikke, vand til at vaske tøj i, vand til at lave mad og brygge øl af og vand til at holde fisk og dyrke afgrøder til herregårdens store husstand. Desuden var vandet herregårdens ’spejl’, hvor de mange bygninger lod sig spejle og dermed illustrerede ejerslægtens magt og prestige,” fortæller Britta Andersen.

Den omfattende oprensning af voldgrave, søer og damme ved Gammel Estrup påbegyndes i januar og forventes afsluttet i marts måned. Det er Hedeselskabets datterselskab, HedeDanmark, som har ansvar for oprensningen. HedeDanmark har stor erfaring inden for netop dette felt og har udført lignende opgaver, blandt andet ved Villa Baldersbæk, Baldersbæk Plantage.

Genopretningen af økosystemet er muliggjort af midler fra Hedeselskabet, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og William O. Berntsens Fond.

Læs mere om Gammel Estrup her: www.gammelestrup.dk