Bjarke Madsen rejsebrev 2017 klargøring af station

Bjarke Madsen

Ph.d.-studerende, Bioscience, Aarhus Universitet, Økoinformatik og biodiversitet.

Bjarke Madsen 2017
Ph.d.-studerende, Bioscience, Aarhus Universitet, Økoinformatik og biodiversitet.

Bjarke Madsen

Studieophold ved University of Tasmania (UTAS), Australien, med henblik på samarbejde og udveksling af viden med nogle af verdens førende droneobservatører indenfor naturovervågning.

Bjarke Madsen 2017 rejsebrev

Rejsebrev fra Bjarke Madsen

Jeg har været her i 3½ måned og er efterhånden blevet en vaskeægte Hobartian, som beboerne i Hobart kærligt kaldes. Vejret har været forholdsvis skiftende og selvom klimaet generelt er mildere end det danske, så har temperaturen ikke været meget højere end en varm sommer i Danmark.

Charmerende ø med en barsk historie 
Mit ophold har indtil videre budt på et væld af gode oplevelser på Tasmanien. Først og fremmest de ældre bydele i Hobart, som stadig besidder en vis charme fra dengang øen var udstykket som britisk fangelejr og ellers kun blev brugt som mellemstation for hvalfangere og ekspeditionsfolk på vej mod Sydhavet og Antarktis.

Hobart er en by på den sydøstlige del af øen placeret ved udmundingen af floden Derwent River. Udover en fin havnepromenade og de mange lystbådsmarinaer findes også en lang række fine sandstrande i overkommelig afstand fra byen. Hobart er omkranset af Wellington bjergkæden, og det er nærmest uundgåeligt ikke at blive betaget af Hobarts varemærke, bjerget Mt. Wellington/Kunanyi, hvor flere berømte naturalister som fx Joseph Banks og Charles Darwin har sat deres fodspor. Navnet Kunanyi stammer fra Muwinina folkets sprog, der oprindeligt boede i området omkring Hobart, og som resten af de Tasmanske aboriginere desværre led en tragisk skæbne. Heldigvis anerkender de fleste i dag de tidligere beboere med en vis respekt, hvilket også tilkendegives ved at mange steder nu får deres oprindelige navne igen. 

Ny viden på kontoen
Det er forholdsvis nemt at komme rundt i Hobart, trods et lidt bakket terræn, og jeg har haft muligheden for at bo rimelig tæt på Universitetet (UTAS), hvilket har gjort min tid hernede effektiv.

Ved ankomst blev jeg hurtigt installeret i Geospatial science afdelingen og sidder blandt andre forskere, der arbejder med klimatiske og miljømæssige problemstillinger. De har særligt fokus på anvendelsen af moderne redskaber som satellit- og droneovervågning af eksempelvis natur. I samme omgang har den specifikke gruppe, jeg skal arbejde med, været meget gæstfrie og sikret, at jeg hurtigt kunne integrere i gruppen. De arbejder alle sammen i et eller andet omfang med anvendelsen af droner, og det er nemt at finde sparring og gode råd omkring ens eget projekt.

Jeg har primært fokuseret på et projekt fra Mols Bjerge, hvor jeg ved hjælp af drone-baserede laserscanning (UAV-LiDAR) prøver at identificere gyvel ud fra buskens strukturelle kendetegn. I den proces har der været mange udfordringer særligt ift., hvordan man arbejder og processerer den slags 3-dimensionelle data, og hvordan man øger præcision og kvalitet i data bedst muligt. Undervejs har jeg fået mange gode inputs fra forskerne og andre Ph.d.-studerende på UTAS, og der er kommet masser af ny viden ind på kontoen.

Bevaringsvilje over for naturen
I fritiden har det været helt særligt gennem mit ophold at kunne tage på opdagelse omkring Kunanyi, der rummer et utal af ”hemmelige” udsigtspunkter, vandfald og mange andre specialiteter. Derudover er bjerget et vigtigt levested i Tasmanien for en lang række af endemiske og beskyttede plante- og dyrearter.

Generelt set er der stor fokus på at bevare vigtige levesteder hernede, og det er skønt at opleve, hvordan naturen får lov til at stå urørt, idet særligt nationalparkerne mange steder udmærker sig ved at lade naturen passe sig selv. Det er nærliggende at denne bevaringsvilje overfor naturen skyldes et af de mest kendte eksempler på menneskelig artsudryddelse i nyere tid. Den tasmanske pungulv blev sidst set i naturen i 30’erne og officielt erklæret udryddet fra planeten i 1982. I øjeblikket forsøger man at omvende rygtet af den tasmanske djævel til noget mere positiv, da den ligesom pungulven, har været udsat for intensiv dusørjagt på en uberettiget baggrund bygget på frygt. Trods opfattelsen af den tasmanske djævel synes at være på rette vej, så er bestanden nu yderligere presset af en særlig kræftsygdom, og man har gjort flere tiltag for at bevare pungdyret.

Jeg er selv stødt på mange af de karakteristiske dyr undervejs, hvor der de fleste steder vrimler med små kængurulignende arter som Pademelon og Wallaby.

Lærerigt feltarbejde
Jeg har også flere gange haft fornøjelsen af at assistere i forskelligt feltarbejde, hvor vi har udført droneflyvninger med bl.a. LiDAR og hyperspektrale sensorer.

"Det er meget lærerigt at se, hvordan andre udfører droneflyvninger. Selvom vores egen arbejdsgang i Aarhus ligner, så er der tydeligt, at den store erfaring skinner igennem og resulterer i høj effektivitet."

Formålet med turene i felten har været lidt forskelligt afhængig af projekterne. Den første tur omhandlede et skovrejsningsprojekt, hvor man gerne vil se på udviklingen af eukalyptustræer i forhold til forskellige beplantningsmetoder. Til at genkende og udregne mål på træerne vil man derfor bruge forskellige droneobservationer, der kan udføres over det store areal. Jeg har også været afsted med et hold, der brugte UAV-LiDAR som en mere objektiv metode i at evaluere den strukturelle tilstand af skov. I Australien har det særlig interesse, da eksempelvis mængden af dødt ved og krat i underskoven har stor betydning for skovenes brændbarhed ved skovbrænde. 

Tiden på UTAS er nu ved at lakke mod enden med 2-3 uger tilbage, og det er gået drønhurtigt med masser af fremskridt og nye bekendtskaber. Den sidste tid får jeg travlt med at færdiggøre nogle arbejdsopgaver og dele de sidste erfaringer med mine kollegaer. Jeg glæder mig til at bruge al min tilegnede viden i mine projekter og berette om de spændende resultater, jeg har opnået gennem mit arbejde her. Derhjemme venter endnu en lang og spændende feltsæson, som jeg dog også ser frem til at planlægge og udføre i løbet af sommeren.

Læs portræt af Bjarke Madsen nedenfor

Fortæl om din ph.d.
Min ph.d. har basis i min baggrund som biolog, hvor mit speciale er inden for dronebaseret remote sensing. Det vil sige at jeg har erfaring med at bruge – droneobservationer til at svare på økologiske problemstillinger. Jeg var, via mit speciale, på Grønland for at lave feltarbejde og droneflyvninger, hvor jeg havde fokus på den arktiske vegetation. Gennem mit studie har jeg fået en generel interesse for botanik, og hvordan planter udvikler sig over tid, og det har jeg kunnet overføre til mit ph.d.-projekt. I forhold til mit projekt arbejder jeg med udvikling af biodiversitet i græslandsvegetation, centreret omkring at forstå hvordan vegetationen er fordelt og ændres gennem tid og rum. Til dette formål anvender jeg droner som et redskab til overvågningen af naturområder.

Jeg tager udgangspunkt i et datasæt fra Mols Bjerge, hvor vi har anvendt droner med påmonteret laserscanner (også kaldet LiDAR) til at overflyve et område for at indsamle viden om gyvels påvirkning af plantediversiteten. Gyvel er en busk, der kan opføre sig negativt i forhold til den omkringliggende vegetation, som potentielt kan være værdifuld for biodiversiteten. Derfor er det vigtigt med en grundig forståelse af denne plantes indvirkning på naturen og en effektiv overvågning af busken til at danne grundlag for indsatser.

Min ph.d. er en del af et større projekt, hvor der indgår flere samarbejdsparter, og én af dem er fra University of Tasmania – derfor var det naturligt for mig at tage herned. Vi er naturligvis interesserede i at anvende de nyeste teknikker til at svare på vores spørgsmål, og de er enormt stærke på det tekniske felt hernede. Derfor er det meget priviligeret at arbejde med denne afdeling.

Hvorfor er det vigtigt at rejse ud som studerende?
Det vigtige er, at man kommer ud og får mødt mennesker, så man kan høste af deres viden – især når de besidder så stor og relevant viden, som i mit tilfælde. Det er noget helt andet at sidde på tomandshånd og diskutere ting. Derfor kan jeg allerede nu mærke, at mit ophold er enormt lærerigt, og jeg får nogle helt andre input til mit projekt, som jeg sandsynligvis ikke ville have fået derhjemme. Dynamikken er også anderledes her sammenlignet med den måde, vi arbejder på Aarhus Universitet, og der er bestemt inspiration at hente. Derudover skaber jeg kontakter, som jeg kan samarbejde med i fremtiden.

Hvad er dine ambitioner på sigt?
Der er ikke nogen tvivl om, at jeg ønsker at arbejde inden for feltet naturbevaring, med den økologiske baggrund jeg har. Det grunder i en interesse for hvordan  økosystemer udvikler sig, og hvordan et økosystem fungerer. Gennem de seneste 4-5 år har jeg opnået en rimelig erfaring med remote sensing, og den viden håber jeg at udnytte og udvikle, selvfølgelig gennem mit ph.d projekt, men også i mit fremtidige virke. Jeg håber, at jeg kan være med til at udøve videnskab, som er til gavn for naturen, hvad enten det bliver i en akademisk eller erhvervsorienteret retning.

Hvilket potentiale oplever du ved droneteknologien inden for naturovervågning?
Jeg oplever et stort potentiale, da droner som et værktøj, besidder nye egenskaber og dermed muligheder i naturovervågningen. Fx kan man nu dække et større areal end de traditionelle og tidskrævende feltbaserede undersøgelser og samtidig opnå højere opløsning og detaljegrad end de klassiske remote sensing redskaber som fly og satelitter. Det betyder ikke, at disse discipliner kan erstattes af droner, men dronerne tilfører en ekstra og meget fleksibel dimension, som er et helt nyt redskab til naturovervågning. Jeg forventer mig meget af udviklingen.