Kristoffer Boye Larsen smiler stort og nikker over mod den grønne Deutz-Fahr 85 heste, der står i maskinhuset hjemme på forældrenes gård lidt nord for Odense.

”Jeg kom til at købe den...,” siger han.

De havde en model nøjagtig magen til, som han praktisk talt sov i, da han var barn. Han kneb en tåre den dag, den blev solgt. I maskinhuset står også en ældre model, en Deutz fra ’64, som han købte for sine konfirmationspenge. Den bliver ikke brugt, men at skille sig af med den, nænner han alligevel ikke.
Han viser rundt og fortæller, hvordan de arbejder med frøgræs, afgræsning med køer, og hvordan han så tingene blive gjort på en helt anden måde i sin praktiktid i New Zealand. Hvordan de både gør tingene på naturens præmisser, og det absolut modsatte. Hvordan han mener vi herhjemme nogle gange er for bureaukratiske i tilgangen til naturen, men også hvordan vi forsøger at have fokus på bæredygtighed, og hvor rådgivningen er upartisk. Ordene vælter ud af den 21-årige Kristoffers mund. Han har modtaget Agerholms Legat, der gives til ’flittige og…