Kort fakta om projektet
Fælleshaven Rubra i Odense har fået støtte fra Hedeselskabet medlemspuljen til at lave en skovhave ud fra permakulturens principper.

Årstal: 2018

Område: Fyn

Kategori: Medlemspuljen

Støtte til skovhave

Hedeselskabets medlemspulje har givet støtte til Fælleshaven Rubra i Odense, som er i gang med at plante en skovhave.

Siden 2016 har de 24 husstande, der er en del af det økologiske dyrkningsfællesskab Fælleshaven Rubra, kunne høste friske grøntsager i køkkenhaven. Snart kan de også plukke frugter, nødder, bær og urter fra deres egen skovhave.

På naturens principper
De første skridt til etablering af skovhaven blev taget i efteråret 2017, hvor arealet blev afdækket med pap og dækket af adskillige lag blade for at danne et godt muldlag. Siden er der blevet plantet 15 træer, bl.a. valnød, pære, æble, ferskenmandel, blomme og kvæde.

skovhave_til_nyhed.jpg

Næste skridt er at plante buske og urter omkring træerne, så der bliver skabt et spiseligt bunddække. Og så skal der anlægges stier. Charlotte Wieben Weleng, som er med til at udvikle skovhaven, har været på kursus i permakulturens principper og forklarer:

Med et spiseligt bunddække undgår vi at rode i jorden, så vi ikke udvasker næringsstoffer. Og for ikke at presse jorden sammen og ødelægge krummestrukturen undgår vi at træde i bedene og anlægger i stedet små stier, vi kan gå på. Det fremmer mikrobakterier og svampe, som giver en sund jord.

Både skovhaven og køkkenhaven bliver dyrket bæredygtigt og på naturens principper.

Fællesskab og selvforsyning
Der er venteliste til at blive en del af Fælleshaven Rubra. Ifølge formand for bestyrelsen, Jacob Guldin, så har vi kun set begyndelsen. Han oplever, at mange lignende initiativer spirer frem rundt om i landet. Både fordi folk til en vis grad gerne vil være selvforsynende, men i mindst lige så høj grad fordi de gerne vil hinanden. 

Det er også fællesskabet, det gartneruddannede bestyrelsesmedlem i Fælleshaven Rubra, Susan Dam Andersen, fremhæver:

Hjemme i din egen have kommer der ikke nogen og hjælper med ukrudtet eller giver dig sparring. Jeg er en del af den generation, der ikke har været med til at dyrke grøntsager eller urter. Her er vi fælles om arbejdet, og vi hjælper og lærer af hinanden.

I hverdagen svinger det meget, hvor mange der er i gang på samme tid. Når der er workshops og fælles arbejdsweekender er både store og små i sving, og haven summer af liv.  

Susan Dam Andersen er medlem af Hedeselskabet og kunne derfor søge midler fra medlemspuljen. Hun og de andre frivillige er taknemmelig over de 25.000 kroner, som primært skal bruges til planter.

Om uddelingen siger projektchef i Hedeselskabet, Vibeke Højen:

I Hedeselskabet arbejder vi med langsigtet udvikling, benyttelse og beskyttelse af naturen. Arbejdet i fælleshaven er helt i tråd med det. Og så er der en god lokalforankring og et fantastisk engagement fra de frivillige. Det er vi glade for at kunne støtte.

Kort fakta om projektet
Fælleshaven Rubra i Odense har fået støtte fra Hedeselskabet medlemspuljen til at lave en skovhave ud fra permakulturens principper.
Årstal
Årstal: 
2018
Område
Område: 
Fyn
Kategori
Kategori: 
Medlemspuljen