Kort fakta om projektet
Med støtte fra Hedeselskabets medlemspulje skal et nyt initiativ i Lydum skabe sammenhold i byen og omdanne byens stadion til en spiselig skov.

Årstal: 2018

Område: Syddanmark

Kategori: Landområder, Medlemspuljen

Stadion bliver til spiselig skov

Med støtte fra Hedeselskabets medlemspulje skal et nyt initiativ i Lydum skabe sammenhold i byen og omdanne byens stadion til en spiselig skov. 

Faldende aktivitet på byens stadion og det faktum, at kommunen ikke længere ville slå græsset, fik indbyggerne i den vestjyske by Lydum til at tænke nyt. Tanker blev til handling, og lørdag d. 27. oktober 2018 blev der så holdt plantedag.

Frivillige plantede frugttræer
Flaget var hejst, og der var kaffe og rundstykker til de 18 frivillige, som var mødt op til plantedagen på det nu nedlagte stadion.

Efter formiddagskaffen gik plantningen i gang – og intet var overladt til tilfældighederne. Bærbuskene blev plantet i cirkler med 1,57 cm imellem planterne. Til de store nødde- og frugttræer var der på lige linjer gravet huller og sat snore op. ”Det bliver utvivlsomt et rigtig flot syn, når træerne er vokset til,” siger projektchef fra Hedeselskabet, Vibeke Højen, som deltog i plantedagen sammen med Hedeselskabets lokale ambassadør, Per M. Skousen.

Der blev plantet 40 æble-, pære-, blomme-, kirsebær- og nøddetræer, samt 40 buske med solbær, ribs og to slags stikkelsbær. Der blev plantet træer og buske med mange forskellige modningstidspunkter og smagsvarianter, så der er noget for enhver smag. Ifølge formand for Lydum Sogne- og Idrætsforening, Herman H. Kristiansen, som er en af initiativtagerne, så er det netop meningen, at alle i byen får mulighed for hente lige præcis sin favorit i skoven.

plantning_lydum_stadion.jpg

Frugtræerne plantes på lige rækker og med en ring omkring træet, således at den udlagte flis bliver ved træet og gør græsslåningen lettere. 

006_herman_og_per_foelger_plantningen_web.jpg

Formand for Lydum IF, Herman H. Kristiansen (tv), og Hedeselskabets lokale ambassadør, Per M. Skousen, konstaterer, at plantearbejdet går helt efter planen.

Den spiselige skov er blevet til med støtte på 25.000 kr. fra Hedeselskabets medlemspulje og ikke mindst en stor indsats fra de frivillige kræfter.

Stadig plads til sport og sammenhold
Det er fem år siden, kvinderne i Lydum IF spillede deres sidste håndboldkamp på Lydum Stadion. Den dengang 65-årige målmand mente, det var på tide at stoppe.

Der er stadig en 7-mands bane på pladsen, og de gamle mål står der endnu, så byens borgere kan stadig dyrke sport på stadion. Der er desuden en legeplads, en nyetableret krolfbane og et nyrenoveret klubhus, som fortsat er samlingssted for møder. Ifølge Herman H. Kristiansen er der også planer om en petanquebane.

Plantningsprojektet og aktiviteterne på stadion er ikke de eneste tiltag, der skaber sammenhold i byen. I 2016 anlagde borgerne en sti fra Lydum Stadion, ned til Lydum å og forbundet med Lydum Mølle. I øjeblikket bliver der arbejdet på etablering af en landsbyklynge sammen med nabobyerne Lunde og Kvong. Her er Udviklingsrådet og Varde Kommune involveret.

Kort fakta om projektet
Med støtte fra Hedeselskabets medlemspulje skal et nyt initiativ i Lydum skabe sammenhold i byen og omdanne byens stadion til en spiselig skov.
Årstal
Årstal: 
2018
Område
Område: 
Syddanmark
Kategori
Kategori: 
Landområder
Medlemspuljen