jagtens hus 2000

Hedeselskabet giver natur i støtte til jægerne

I sensommeren 2016 blev det nye Jagtens Hus færdigt ved Kalø på Djursland. Huset er et center for viden, forskning og uddannelse for at styrke arbejdet for jagt og natur. Det ligger i tråd med Hedeselskabets virke, som har valgt at støtte arealet omkring bygningerne med godt en halv million kroner.

I det naturskønne område ved Kalø Vig er der siden 1950 blevet uddannet jægere, studerende og undervisere i jagt, vildtforvaltning og naturpleje. I dag er det hjemstedet for én af Danmarks måske smukkest beliggende byggepladser med udsigt til Kalø slotsruin og Aarhus Bugt.

Der er opført tre smukke bygninger, som indeholder et videns-, uddannelses-, forsknings- og demonstrationscenter for jagt og natur, og selve området mellem bygningerne bliver også helt specielle. Det har Hedeselskabet sørget for.

Støtte til vild natur
Med en uddeling på lidt over en halv million kroner sikrede Hedeselskabet, at området bliver forskønnet med planter, vild natur og træer. Området blev tilplantet i løbet af foråret og sommeren 2016 af Hedeselskabets datterselskab HedeDanmark og bliver  med tiden en udvalgt samling af natur, som i sig selv bliver en oplevelse. Besøgende vil opleve, at området vokser til, så udtrykket kommer så tæt som muligt på den vilde natur, der er naturligt forekommende i området ved Nationalpark Mols Bjerge. Mellem bygningerne vil der således med tiden findes hede, overdrev og engarealer og også en mindre dam.

Området ved Kalø Vig besøges hvert år af 150-200.000 personer, og en stor del af dem vandrer forbi, hvor det nye Jagtens Hus kommer til at ligge. De vil derfor kunne krydre deres oplevelse med en samling af vild natur og en øget viden om jagtens glæder.

Jagtens hus natur 500

FAKTA

Jagtens Hus er Danmarks Jægerforbunds nye tilbud til alle jægere, jagt- og naturinteresserede i Danmark. Et videns-, uddannelses-, forsknings- og demonstrationscenter, som er beliggende cirka 30 minutters kørsel fra Aarhus ved Kalø Vig.

Hedeselskabets støtte betyder, at området omkring bygningerne forskønnes med planter, vild natur og træer.

Læs mere om Danmarks Jægerforbund og Jagtens Hus her.