< Back to news list

Træer beskyttes mod vildt

Hedeselskabet har støttet ph.d.-studie, der vil finde alternative løsninger til at beskytte træerne fra det sultne vildt.  

Der bliver både flere rådyr og krondyr i den danske natur. Fælles for dem er, at de gerne sætter tænderne i unge træer, når det er småt med føde. Det er en trussel mod træerne, der derfor mange steder er beskyttet med hegn.

Hegn kan være effektive, men det er en dyr løsning, og de kan være besværlige at have med at gøre.

Sådan siger Cathrine Steffy Pater, ph.d.-stipendiat ved Skovskolen på Københavns Universitet, som i sit ph.d.-projekt arbejder med at finde alternative løsninger til at beskytte træerne fra det sultne vildt.

Den grundlæggende tanke i projektet er, at visse træer og buske kan beskytte træerne mod hjortene.

Forud for og under projektet er der plantet og sået en række forskellige buske i flere plantager. En af dem er Birkebæk Plantage, hvor især aronia og røn er slået an. De blev, med en række andre arter, sået i november 2014 for at etablere brandbælter med løvtræer og buske. Fordelen ved at bruge buske er, at de ikke når en højde, der gør dem til konkurrenter til de træer, de er plantet for at beskytte. Det er anderledes, når man bruger sitkagran til at beskytte hovedtræarten. Så skal man derimod sørge for at få sitkaen fjernet i tide, så den ikke ender med at kvæle det træ, den skal beskytte. Helt overordnet er målet med projektet at udvikle metoder til sikker og billig etablering af en række forskellige træarter. Det skal være med til at sikre en stor variation af træarter i fremtidens danske skove.