< Back to news list

Til operationsborde og landmandens marker

I Vækst nummer 4, 2016 kan du læse artiklen om LEO Pharmas samarbejde med HedeDanmark om genanvendelse af restprodukter. 

Skulle du være så uheldig en dag at blive ramt af en blodprop, så kan du til gengæld være heldig med, at LEO Pharma fremstiller det blodfortyndende medicin innohep®, som bliver anvendt på operationsborde i hele verden. Det består af heparin, der stammer fra restproduktet mucosa, som slagterierne udrenser fra svinetarme. Når heparinen er udvundet på LEO Pharmas fabrik i Esbjerg, står de med endnu et rest-produkt – og temmelig meget af den. Hele 85.000 tons processpildevand. Det kunne de vælge at sende til destruktion, men i stedet er det gennem snart årtier blevet benyttet som gødning hos landmænd i Midt- og Vestjylland. 

”For mig at se, er det en livscyklus. Restproduktet kommer tilbage til den landmand, der i første omgang leverede svin til slagteriet. Derfor giver det rigtig god mening. Derudover er det spændende at få mulighed for at videreudvikle på et restprodukt, som ellers skulle brændes af,” fortæller Hans Mortensen, der er site manager hos LEO Pharma i Esbjerg.

85.000 TONS OM ÅRET

Det virker ellers på mange måder noget fjernt, at der bliver fremstillet livsvigtig medicin, når man kommer kørende til LEO Pharmas fabrik i Esbjerg. Den ligger i et stort industrikvarter, og foruden nogle biler parkeret ved den indhegnede indgang, så kommer her kun en måge nu og da, foruden lastbiler. Dem kommer der til gengæld mange af – mellem otte og fjorten om dagen, og det bliver til 2.500 lastbiler om året. Fra slagterier til LEO Pharma transporterer de restproduktet mucosa, som pumpes i fabrikkens store tanke. Herfra udvindes der 125 g heparin pr. 1.000 kg mucosa, og det er så den første af tre processer, før medicinen er klar. Hele processen tager et år, men efter de første 24 timer har LEO Pharma 2-400 tons spildevand. Det er HedeDanmarks ansvar at fragte det væk, så produktionen kan køre. Først køres det til tanke rundt om i nærområdet, og om foråret kan det så nedfældes på landbrugsjord.

”Det er et godt organisk gødningsprodukt, som giver positiv effekt i marken og erstatter kunstgødning. En del af det leveres også til biogas, men ellers er det anvendt på landbrugsjord i mange år. I begyndelsen var folk skeptiske overfor at anvende rester fra svinetarme, men i dag er det et kendt og anerkendt produkt," fortæller Thomas Fredslund Byriel, der er projektleder i HedeDanmark.

"Der er løbende foretaget markforsøg både i samarbejde med Jysk Landboforening og Københavns Universitet, for det er helt afgørende for os at være åbne om de produkter, der anvendes,” fortsætter han.

Thomas Fredslund Byriel opgave består i at indgå aftaler med landmændene, få markerne godkendt til anvendelse af gødningen, sørge for aftagningslagre og indgå aftaler med maskinstationer, der flytter produktet. Derudover besøger han løbende landmænd og informerer om produktet. Der er i alt 370 landmænd i kartoteket. Gødningsværdien i Fertigro® erstatter cirka 1.650 tons kunstgødning.

FERTIGRO® OG FERTIFEDT®

I begyndelsen hed gødningsproduktet det, det er; mucosa restprodukt. Ikke et super spændende navn og heller ikke særlig salgbart. Derfor gjorde HedeDanmark og Hans Mortensen det, der er kendetegnet ved samarbejdet – de videreudviklede.

”På et tidspunkt hed det sig, at LEO Pharma spredte svinerester på markerne, og selvom det ikke er forkert, så er det en negativ måde at fortælle om et produkt, der rent faktisk er godt. Derfor udviklede vi navnet Fertigro®; det fortæller historien om, hvad produktet gør. Vi har fået nemmere ved at kommunikere til landmanden og til omverdenen om, hvad produktet stammer fra, og hvilken værdikæde, det er en del af,” fortæller Hans Mortensen.

Næste udviklingsstep er produktet Fertifedt®. Det er det fedtlag, der flyder ovenpå, når restproduktet er lagret i tanke. Lige nu arbejdes der med forsøg, hvor fedtlaget udskilles og bliver et slags luksusprodukt til biogas.

”For biogasanlæggene vil det betyde, at de kan få et godt produkt, som kan leveres løbende hele året. Det er netop det, der er spændende ved at arbejde med LEO Pharma. Det handler om at optimere og udnytte restproduktet på den mest optimale måde,” siger Thomas Byriel.

Tekst: Inge Spliid Bech
Foto: John Randeris