< Back to news list

Skolebesøg bliver mere attraktiv

En landmand i Hallelev ved Slagelse åbner hvert år staldene for 20-25 skoleklasser. Eleverne kommer på den måde tæt på den daglige rytme i et landbrug og får viden om, at mælk kommer fra en ko og ikke er noget, der kun er i butikkens køledisk. Det belønnes med et legat på 10.000 kroner fra Edvard og Ane Agerholms Legat.

Søren Frieboe Olsen driver et landbrug med en moderne malkekvægsbesætning ved Slagelse. Han og hustruen Malene har gennem mange år været skolebesøgsværter i regi af Landbrug & Fødevarer. De præsenterer landbruget på bedste vis og lægger mange timer og et stort engagement i at vise skoleklasser rundt og formidle danske landbrug.

Under besøgene kommer eleverne tæt på malkekøerne og malkerobotterne, hvor de får lov til at deltage i arbejdet, f. eks. ved at fodre og strø ved de små kalve, strigle hestene og fordre hønsene.

Søren Frieboe Olsen udtrykker det således:

Vi bidrager ved disse skolebesøg til at øge skolebørns forståelse for landbrugets betydning for det danske samfund samtidig med, at de får viden om og en indsigt i det daglige arbejde i en moderne malkekvægsbesætning.

Og hvad skal legatet så anvendes til?
Da et skolebesøg typisk varer 2-3 timer er det nødvendigt at kunne stille toiletfaciliteter til rådighed. Hidtil har den eneste mulighed været familiens private toilet i stuehuset, men et toilet og omklædningsrum er nu på vej i en af driftsbygningerne. Det er her pengene skal anvendes.