< Back to news list

Rejsebrev fra Seattle, USA

Sofie Mathiasen har sendt et rejsebrev fra Seattle, hvor hun læser på kandidatuddannelsen som ingeniør i Hydrologi og Hydrodynamik ved University of Washington (UW), Seattle.

Nu er mit første kvartal ved University of Washington overstået (ja, de har kvartaler i stedet for semestre her på UW) – og hold da op, det har været en oplevelse.

Studielivet
Jeg har bl.a. lært at analysere vanddata, og hvordan forskellige kemikalier bevæger sig i miljøet. Det har været en udfordring at komme ind i et andet uddannelsessystem end det danske. Heldigvis tror jeg, jeg har fået styr på det, så jeg kan få endnu mere ud af mit næste kvartal.

Det føltes lidt som at gå tilbage i tiden, da jeg startede i september. Jeg fandt hurtigt ud af, at alle de skriftlige eksamener foregik med blyant, papir og lommeregner. Og så sidder man også på en stol med et lille bord på armlænet, hvilket gør det svært at have plads til både noter og skrivesager. Man vænner sig heldigvis til det, selvom det virkede helt mærkeligt til at starte med.

Én ting jeg til gengæld rigtig godt har kunne lide ved at studere på UW er, at ens endelige karakter består af flere ting fx mit Data Analyse fag var den endelige karakter 70% fra ugentlige hjemmearbejde, 5% var deltagelse i lektionerne, 20% var et projekt, hvor vi selv skulle komme på en hypotese og undersøge den igennem analyse af vanddata og de sidste 5% var en præsentation af resultaterne fra projektet. Det gør det nemmere at studere i løbet af semestret, hvilket passer mig meget godt. De har desuden heller ikke noget, der hedder læseferie, så det er nok meget godt, at hele ens karakter ikke hviler på den sidste eksamen. 

Livet i Seattle
Jeg bor på campus, hvilket er rigtig fedt af flere grunde. For det første har jeg fået mig nogle fantastiske roommates. Der er desuden masser af sociale events i vores lejlighedskompleks, da det er noget, de går meget op i på universitetet. For det andet så går der en cykelsti lige forbi vores lejlighed, som også går lige forbi der, hvor mine lektioner er, så jeg kan cykle i skole hver morgen.

Mine roommates består af en kineser, en amerikaner og så en pige fra Taiwan. Min amerikanske roommates forældre bor også i staten Washington, hvilket vi har nydt rigtig godt af, da mange af vores køkkenting er ting, vi har fået fra hendes familie. I slutningen af november var vi inviteret hjem til hendes forældre for at fejre Thanksgiving, så vi lejede en bil og drog afsted på tur.

Thanksgiving-måltidet smagte vildt godt, og det var rigtig spændende at komme helt tæt ind på den amerikanske kultur. På billedet nedenfor ses mine roommates og jeg til Thanksgiving.

rejsebrev_foto_1_sofie_mathiasen.jpg

Seattle er en fantastisk by, og jeg elsker, hvor meget natur der er over det hele. Har dog kun været ude og udforske naturen omkring Seattle en gang, men har store planer for næste kvartal.

Den ene tur, jeg har nået ud på, var en vandretur til Rattlesnake Ridge med en vandreklub. Universitet har vildt mange klubber af forskellig slags, så der er noget til alle interesser og hobbyer, hvilket er vildt fedt. På billedet nedenfor kan I se noget af den flotte udsigt, vi nød på turen.

rejsebrev_foto_2_sofie_mathiasen.jpg

Da jeg først besluttede mig for, at jeg ville læse ved University of Washington, havde jeg kun planer om at læse et semester her. Men fordi de har kvartaler i stedet for semestre, er det svært at få det til at passe sammen. Beslutningen om at læse hele min kandidat ved UW blev taget på kort tid, men med mange overvejelser og lister med fordele og ulemper. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg ikke har fortrudt den beslutning et øjeblik, siden jeg tog afsted. Mine fag er vildt spændende, studiemiljøet passer mig bedre som person end i Danmark - og så har jeg mødt en masse fantastiske mennesker.

En vigtig ting er dog, at det slet ikke ville være muligt for mig at tage af sted, hvis det ikke var for jeres støtte. Allerede fra starten var jeg klar over, at det var lidt en stor drøm, jeg var i gang med at føre ud i livet. Men med jeres hjælp lykkedes det mig at opnå den drøm, og jeg nyder hvert eneste øjeblik af det her fantastiske eventyr.

Håber I har haft en fantastisk jul og nytår og glæder mig til at fortælle mere om mine oplevelser i det nye år.

Sofie

 

Læs også et portræt af Sofie Mathiasen her.