Caroline Kjær

Portræt af legatmodtager Caroline Kjær

Kandidatstuderende på Digital Design og Kommunikation på IT-universitetet i København, Caroline Kjær, har modtaget Hedeselskabets jubilæumslegat til et studieophold ved Swinburne University of Technology (SUT) i Melbourne, Australien.

Caroline Kjær er kandidatstuderende på Digital Design og Kommunikation på IT-universitetet i København. Hun har i 2018 modtaget Hedeselskabets jubilæumslegat på 20.000 til støtte til et studieophold ved Swinburne University of Technology (SUT) i Melbourne, Australien.

Hvad vil du særligt fremhæve ved din uddannelse?
Jeg læser en kandidat i Digital Design og Kommunikation på IT-Universitetet i København. Min kandidat kombinerer IT forståelse, kommunikationsteorier og design med programmering og kodning. På min kandidat arbejdes der med samfundsmæssige problemstillinger i samarbejde med casevirksomheder, hvormed teori og praksis kombineres, så de studerende kan blive rustet til at træde ud på arbejdsmarkedet efterfølgende. 

Hvordan er din interesse for innovative IT-løsninger i forbindelse med design og bæredygtighed opstået?
Jeg har altid haft en naturlig interesse for IT, og jeg mener, at mange af samfundets eksisterende løsninger kan forbedres med digitale løsninger gennem brugervenligt design, innovation og effektivisering.

Min interesse for bæredygtighed er vokset gennem årerne i takt med, at jeg er blevet mere bevidst om, hvilke konsekvenser vores adfærd har på miljøet. Derfor er det ligeledes afgørende for mig, at de digitale løsninger, jeg designer er forandringsorienterede, så de også kan gavne fremtidige generationer.

Hvorfor har du valgt Swinburne University of Technology?
Der er mange ting, der tiltrak mig ved SUT, men det første, der fangede min opmærksomhed var, at det er internationalt anerkendt som værende blandt de 400 bedste universiteter i verden. Jeg tror, at en af grundene til det er, at fagene designes med fokus på den studerendes fremtidige karriere og derved vægter de færdigheder, som arbejdsmarkedet efterspørger. Derudover bruger SUT, ligesom ITU, rigtige virksomheder til caseprojekter, som de studerende kan arbejde med, hvilket var en stor appel for mig.

Det vækkede ligeledes min interesse, at deres løsninger bliver implementeret i samfundet, så de kan skabe reelle forandringer i verden. Det var afgørende for mig, da jeg ønsker at skabe innovative IT-løsninger, der skal forbedre samfundet og føre det mod en mere bæredygtig fremtid, hvilket også er et af SUT’s hovedområder. 

Hvad håber du at opnå med studieopholdet?
Et semester på SUT vil kunne give mig den viden, de kompetencer og færdigheder, jeg ønsker at opnå for at kunne udvikle digitale løsninger, der kan forbedre samfundet.

Opholdet giver mig yderligere den unikke mulighed for at indblik i en anden kultur og leve som en lokal i en af Australiens mest levende byer, samt erfare hvordan de vælger at håndtere globale problemstillinger.

Derudover er jeg sikker på, at jeg kan få meget ud af denne oplevelse, samtidig med jeg vil have meget at give tilbage.

Hvad er dine ambitioner på sigt?
Med henblik på min fremtidige karriere ønsker jeg at opnå de færdigheder, der kræves for at skabe digitale løsninger. Digitale løsninger, der ikke kun kan benyttes på nationalt plan, men også på internationalt plan samt kreere løsninger, der kan lede os mod et mere bæredygtigt samfund.