Indvielse af Brylle Vandskov

Publiceret 08.05 2017

Indvielse af vandskov på Fyn

På Skovens Dag søndag den 7. maj blev den nye Brylle Vandskov på Fyn indviet.

På Skovens Dag søndag den 7. maj blev den nye Brylle Vandskov på Fyn indviet. Det er første gang, at en privat aktør er gået sammen med et vandselskab om et større skovrejsningsprojekt, og den form for samarbejde giver nye muligheder fremover.

Da repræsentanter fra Hedeselskabet, VandCenter Syd, Odense og Assens Kommune søndag den 7. maj plantede træer for at indvie Brylle Vandskov, var der tale om en lidt usædvanlig begivenhed. Det er nemlig første gang, at en privat aktør og et vandselskab arbejder sammen om et større projekt for at rejse skov og beskytte grundvand.

VandCenter Syd leverer drikkevand til en stor del af Odense Kommune, og Brylle Vandskov rejses i et område, hvor selskabet har et vigtigt grundvandsmagasin. Ved at plante skov oven på grundvands-magasinet træder ”fredskovpligten” i kraft, hvilket betyder, at arealet er fredet mod anvendelse til bebyggelse, industri eller landbrug, der alle medfører risiko for forurening af grundvandet.

Privat partner åbner muligheder
Beskyttelse af grundvandet sikrer rent drikkevand til fremtidige generationer, og det har traditionelt været vandselskaberne, der stod bag. Ofte i samarbejde med offentlige parter.

Det her projekt giver helt nye perspektiver. Det er lykkedes os at finde en model, hvor det også er interessant for en privat partner at være med. Det giver flere muligheder for at finansiere projekter, der beskytter grundvandet, siger projektchef Troels Kærgaard Bjerre fra VandCenter Syd.

Helt uden offentlig deltagelse er Brylle Vandskov ikke. Skoven og grundvandsmagasinet ligger i skel mellem Odense og Assens Kommune, der begge har deltaget i projektgruppen bag skovrejsningen. Udover at sikre forsyningen af drikkevand til Odense, giver skoven også en rekreativ merværdi, der især kommer borgerne i den nærliggende by Brylle til gode.

Nyt ord beskriver skovens funktion
Udover ny skov og nyt samarbejde, er også ordet ”vandskov” nyt.

"Det var sådan, vi kaldte det her skovprojekt, når vi talte om det i Hedeselskabet. Og så blev navnet hængende, for det giver god mening. Vi rejser skov mange steder i landet, men dén her skov er speciel, fordi den samtidig med at være skov også beskytter grundvandet," siger skovrider Allan Bechsgaard, der er Hedeselskabets projektleder på samarbejdet.

Det er Hedeselskabet, der kommer til at eje og drive Brylle Vandskov – som en produktionsskov med offentlig adgang efter de almindeligt gældende regler for private skove. Skoven drives uden brug af pesticider, og det betaler VandCenter Syd et beløb for. Samlet set har den løsning gjort, at skovrejsningen - også ud fra et forretningsperspektiv - har været attraktiv.

"Vi har selvfølgelig været optaget af, at økonomien hænger sammen. Når det er sagt, så har det også stor betydning for os, at vi med Brylle Vandskov kan være med til at beskytte Danmarks naturlige ressourcer og finde nye måder at gøre det på," siger Allan Bechsgaard.

Den første del af Brylle Vandskov er på i alt ca. 54 hektar og bliver plantet dette og næste forår. Nye aftaler om køb af jord betyder dog, at skoven senere vil kunne vokse sig til ca. 130 hektar.