< Back to news list

Hvad betyder det lokale for dig?

TEMALEDER

Fællesskab, nærhed, samarbejde, tilhørsforhold og videndeling er nogle af de ord, kilderne sætter på begrebet LOKALT, som vi har valgt at kalde temaet i denne udgave af Vækst. Det står på mange måder i kontrast til ord, vi ellers beskriver denne tidsalder med; globalisering, vækst, udsyn, digitalisering. Eller gør det? Måske er det ’lokale’ også en måde at skabe ligevægt på, om det handler om at købe ind i den lokale gårdbutik i weekenden, sende børnene til sport i den lokale idrætsforening eller dyrke det lokale engagement i udviklingen af grønne byrum.

I Hedeselskabets arbejde som forening er fællesskabet et af omdrejningspunkterne. Her, hvor vi snart forlader 150 året for Hedeselskabets stiftelse, er det oplagt at gå tilbage og se på, hvad der bandt foreningens medlemmer sammen i de første år. I 1888 havde en hverveannonce følgende ordlyd:
”Hedesagen, der i Betydning for vort Fædreland ikke staar tilbage for nogen anden Sag, fortjener at støttes mest muligt, og derfor rettes en indtrængende Opfordring til Alle og Enhver, som have Evne og Vilje til at ofre paa Fædrelandets Alter, om at indmelde sig som medlemmer i Hedeselskabet.”

I dag er det ikke hedesagen, der forbinder medlemmerne af Hedeselskabet. Derimod en fælles interesse for natur, miljø og energi og at udvikle og arbejde for at benytte og beskytte naturen. Det gør vi blandt andet
ved at involvere os i studiemiljøer og samarbejde med de studerende om fremtiden.

I jubilæumsåret har vi således også uddelt jubilæumslegat, hvor seks studerende får støtte til at rejse ud og hente viden hjem til Danmark. Vi gør det også gennem uddelinger til forskellige projekter. Både mindre projekter, hvor vi ønsker at støtte og hylde det lokale engagement. Men også store udviklings- og innovationsprojekter, som bidrager til at udvikle samfundet omkring os.

Fællesskabet i foreningen dyrker vi også til de årlige medlemsarrangementer, hvor du med denne udgave af Vækst modtager programmet for det første halvår af 2017. Vi vil gerne give medlemmerne indblik i
forskellige projekter, steder og temaer, som der ellers ikke umiddelbart er adgang til.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke medlemmer, medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for jubilæumsåret. Det har været et begivenhedsrigt år med besøg af Hendes Majestæt Dronningen, besøg på koncernens lokationer og uddannelsesinstitutioner med vores jubilæumsbil, DHL Stafet, 24 Timers Løb, udstillinger og så videre. Vi er stolte af den historie, vi har med os, og det har været en fornøjelse at give den ekstra meget opmærksomhed gennem året.

Lars Johansson
Koncernchef