< Back to news list

Høns, kaffe og kold pasteurisering - vindere af innovationskonkurrence kåret

Med Aarhus Street Food som ramme uddelte Agro Business Park innovationspriser til de tre vindere af årets innovationskonkurrence. De tre vinderprojekter er: Et antiparasitært lægemiddel til fjerkræ, et kaffebaseret bioraffinaderi og en ny, kold pasteuriseringsteknologi til fødevareindustrien.

I år blev der indsendt 36 ansøgninger til Agro Business Parks Innovationskonkurrence, hvoraf der blev udvalgt 10 stærke finalister, som alle skulle pitche foran dommerpanelet som en del af programmet for kåringsarrangementet, inden de tre endelige vindere blev fundet. De fik hver tre minutter, og bag hvert oplæg gemte der sig nogle spændende innovationsprojekter med hver deres potentiale.

Men tre vindere skulle findes, og efter dommenes votering blev det:

ASKARI - et nyt antiparasitært lægemiddel til fjerkræ
Anders Permin fra ASKARI-projektet udvikler et lægemiddel mod parasitter hos husdyr. Midlet er et planteekstrakt og kan bruges til æglæggere i fritgående og økologiske produktionssystemer. Der er globalt >7 milliarder høns med parasitproblemer.

Kaffe Bueno – Skandinaviens første kaffebaserede bioraffinaderi
Kaffe Bueno er den første virksomhed, der skaber en cirkulær økonomi i forhold til kaffe – ved at kombinere den nyeste bioteknologi med kaffeaffald for at udvinde den nærende olie i kaffen og producere naturlige hudplejeprodukter.

Udvikling af kold pasteurisering til fødevareindustrien
Rasmus Mortensens forretningsidé omhandler udvikling af en kold pasteuriseringsteknologi til erstatning af den eksisterende pasteuriseringsproces i fødevarebranchen, da den klassiske pasteuriseringsproces er særdeles energitung og medvirker til produktforringelser.

Udover pengepræmien på kr. 50.000 får alle vindere tre måneders gratis skrivebord i Agro Business Parks inkubationsmiljøer i enten Foulum, Aarhus, København eller virtuelt. Her tilbydes sparring på forretningsudvikling, hjælp til kapitalfremskaffelse og branchespecifikt netværk.

Fagligt tunge sponsorer bag

Kathrine Vejgaard Stage fra Agro Business Park fortæller:

"I relation til for eksempel kapitalfremskaffelse har vi blandt både sponsorer og arrangører meget stærke kort på hånden. Hedeselskabet og Future Food Innovation har begge soft funds, der kan medfinansiere udviklingsprojekter på hver deres faglige områder, og også CAPNOVA, der investerer i innovative startups, bruger innovationskonkurrencen til at scoute efter nye potentielle investeringscases. Vi har mange års erfaring med innovationskonkurrencen, og i år er kvaliteten helt i top. Vi har meget store forventninger til alle de 10 finalister – og ikke mindst de tre vindere, der nu skal i gang med det hårde arbejde med at få deres forretningsidéer realiseret."

Hedeselskabet er sammen med Aarhus Universitet, Viborg Kommune, CAPNOVA og dobusinesswithAarhus sponsorer af konkurrencen, og ifølge Klaus Astrup Nielsen, direktør i Hedeselskabet Strategi & Innovation, var det er særdeles stærkt felt, der dystede:

"Jeg er imponeret over niveauet, og der var flere af finalisterne, som kunne have løbet med hovedpræmien. Men i de tre så vi både et enormt potentiale inden for nogle områder, som er højaktuelle i disse år. Med innovation som en del af Hedeselskabets strategi og DNA er vi glade for at kan støtte op omkring Agro Business Parks innovationskonkurrence."