Hedegården Kvosted

Publiceret 06.12 2017

Hedeselskabet støtter det lokale initiativ på Hjerl Hede

I 2016 fik Hjerl Hede støtte af medlemspuljen, og vi er vendt tilbage for at høre, hvad projektet har betydet.

Hedeselskabet har siden stiftelsen i 1866 søgt at støtte det lokale initiativ, og selvom selskabet har forandret sig meget over årene, er det formål stadig intakt. I dag sker det blandt andet via uddeling af midler gennem medlemspuljen, som netop er støtte til mindre, lokale projekter, og i 2018 uddeles der 10 puljer á 25.000 kroner. I 2016 fik Hjerl Hede støtte af medlemspuljen, og vi er vendt tilbage for at høre, hvad projektet har betydet.

Store millionprojekter er også nødvendige for at sikre udvikling i samfundet omkring os, men den mindre økonomiske håndsrækning kan også gøre en forskel.
I forbindelse med, at Hedeselskabet i 2018 har fordoblet uddelinger via medlemspuljen til 10 portioner á 25.000 kroner har vi været rundt og besøge nogle af de tidligere støttede projekter.

Den 1. maj 2016 blev den transformerede hedegård Kvosted på Hjerl Hede indviet. I løbet af vinteren 2016 blev der fældet en mængde store træer nordvest for gården, samt fjernet mindre træer og krat på marken nordøst for beboelseshuset. Formålet var at skabe et bedre indtryk af, hvordan gården lå, da den i begyndelsen af 1800-tallet blev flyttet ud fra landsbyen Kvosted. Området var groet til i store træer, og sådan så det ikke ud oprindeligt.

Hedeselskabet støttede projektet med midler fra medlemspuljen, og vi er taget tilbage til Hjerl Hede for at høre, hvordan projektet er gået.

Hedegården blev som sagt brudt ned fra landsbyen Kvosted for at genopføre den blot nogle få kilometer uden for byen – ude i det åbne hedelandskab. Formålet var en bedre udnyttelse af jorden. Mere hede kunne tages under plov, hvis gårdene blev spredt ud i landskabet. Det handlede både om at fordele arbejdskraft, men også især om at fordele husdyrgødningen bedre.

Det nøgne miljø med den rette atmosfære

Formidlingsinspektør på Hjerl Hede, Klaus Højbjerg fortæller her halvandet år efter, hvordan arbejdet er skredet frem:

”På Hjerl Hede er vi kommet rigtig langt i arbejdet med kulturmiljøet omkring vores gamle hedegård fra Kvosted. Støtten vi modtog fra Hedeselskabet sidste år gjorde at vi kunne sætte gang i en proces, hvor vi bl.a. har fået fældet en hele del store træer, der stod tæt ind mod gårdens stald. Vi har også fået ryddet småtræer, buske og anden vegetation, der forstyrrede indtrykket af det oprindelige landskab, der ville have omgivet gården. Dertil er gården, der tidligere stod hvidkalket, blevet afrenset, så vi nu ser de smukke uensartede teglsten, bindingsværkstømmer og kampesten som gården er opført af – sådan som det formodentlig også var tilfældet oprindeligt.
I indeværende år er urtehaven – eller kålgården – blevet ordnet, så den nu står omgivet af tørvediger sådan som det førhen var skik og brug på den karrige hede, hvor hække og læhegn ikke uden videre slog rod. Sidste år blev der også etableret en jordvold for at skærme hedegården mod dens nabo – museets fynske kro. Den fynske kro har fået anlagt et kulturmiljø, der skal give indtryk af, at museets gæster er kommet på besøg på det frodige Fyn og museet anlagde altså volden for at skabe en klar grænse til dette helt anderledes miljø. På volden er der nu plantet enebærbuske, som også hører hedemiljøet til.

Publikum har taget godt imod projektet og er generelt interesserede i museets ønske om at formidle forskellige kulturlandskaber. For nogen kan pointen dog være vanskelig at forstå – en fotograf ville, i forbindelse med optagelsen af ’Historiequizzen’ her på museet i august, hvor der blev optaget en scene ved Kvosted gerne finde en vinkel, der tillod ham at få træer med i optagelsen – fordi det nøgne miljø ikke havde ’atmosfære’. Quizdeltager og historiker Trine Halle fik prompte forklaret, at det nøgne miljø havde den helt rette atmosfære, når man skulle fortælle om udflyttergårde og hedens opdyrkning. Og det er lige præcis det, der har været formålet med projektet – at give de besøgende et mere reelt indtryk af hedens landskab.”

Læs mere om uddelingen.