Akvarel af Jensenius Jacobsen

Publiceret 10.02 2017

Gave til Hedeselskabet - akvarel af Jensenius Jacobsen

Tusind tak til Vagn Sørensen for at forære os denne fine akvarel af Jensenius Jacobsen, som vi i forvejen har en del tegninger af i Hedeselskabets museum. Hedeselskabets samling består af akvareller og tegninger, der forestiller Hedeselskabets arbejdsområder – primært i perioden 1930 - 1950

Vagn Sørensen er født i Hadsund i 1924, og hans forældre flyttede i hans barneår til Viborg, hvor hans faster, Talke Sørensen, boede. Fasteren var enlig og havde en brodeributik i Mathiasgade.

Hans forældre deltog i selskaberne hos fasteren sammen med 3-4 ældre frøkner fra byen og nogle ægtepar, blandt andet den lokale murermester med frue og endelig var der malermester Jensenius Jacobsen med frue.
Ud på aftenen spillede mændene L’hombre og damerne bridge. Vagn husker Jensenius som en lidt distræt og til tider fraværende mand – en rigtig kunstner.

Fasteren har højst sandsynlig fået et par af Jensenius’ akvareller som fødselsdagsgave, som Vagn arvede. Da Vagn i efteråret 2016 var på en rundvisning i Hedeselskabets museum tilbød han den flotte akvarel der gengiver et åbent landskab med egetræer i baggrunden. Han mente det passede bedre ind her end andre steder.

Vagn har i en menneskealder, godt 39 år, været ansat ved Forsvarets Bygningstjeneste. De første år var i Aarhus, senere blev det en lang årrække i Viborg, hvor han stadig bor i eget hus, og derefter havde han et par år ved Karup Flyvestation, da Bygningstjenesten flyttede dertil.
 

Malermester og kunstner Jensenius Jacobsen

Født: 1883-12-22 - Død: 1955-10-24

Jensenius Jacobsen blev født i Sct. Mogens Gade som søn af en karetmager, der boede i det gamle hus, der nu står i Viborg Stiftsmuseums have. Han kom i lære hos en anden af gadens håndværksmestre og blev uddannet som maler.

Jensenius Jacobsen havde kunstneriske evner og opholdt sig i 1903 en tid på kunstakademiet i København. Han valgte dog at gå håndværksvejen og drog på valsen. Han travede masser af mil på de tyske landeveje, nød naturens skønhed og glædede sig kammeratskabet, som håndværkssvendene oplevede det på valsen i årene før den første verdenskrig.

Da han kom tilbage til Danmark var han igen på kunstakademiet i en periode, men han vendte tilbage til Viborg som malersvend og nedsatte sig i 1913 som malermester.
Men det kunstnerisk kunne han dog ikke slippe. Ved enhver lejlighed arbejdede han ved sit staffeli, mest med akvareller, men også med oliemaleri. Han tog mod bestillinger, han malede blandt andet for Hedeselskabet og Viborg Teater, og da han til sidst ikke kunne have alle sine billeder hjemme, holdt han en stor salgsudstilling på Preislers hotel.

Hans billeder glædede hans bysbørn, også når de kom som forsider på hæfte Jul i Viborg eller fulgte med som bilag til det store hæfte, som udkom i årene omkring 1930.

Akvarel af Jensenius Jacobsen