< Back to news list

Færdig - efter en noget omtumlet tid

Endnu et rejsebrev fra en legatmodtager, men denne gang med ny titel som Cand.Scient i geologi. Christian Rasmussen forsvarede sit speciale den 18. juni 2020. 

Et specialeforsvar ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet er mundtligt og består af to dele; et oplæg og et forsvar. Jeg holdt mit oplæg omkring loess, som er det sediment, jeg har arbejdet med i mit speciale. Dette blev efterfulgt af en eksamen, hvor jeg skulle forsvare min opgave. Efter et vellykket forsvar kunne jeg, glad og tilfreds, endelig påtage mig titlen som Cand.Scient i geologi.

Jeg rejste ellers igen til Svalbard d. 28. februar og havde alle mulige planer. Det blev dog en noget træls tid, da Coronavirus pludselig også viste sit grimme ansigt i det ellers så fredelige Svalbardske vinterlandskab. Karantæne, tvangsudvisninger og begrænsninger på ind- og udrejse blev pludselig den nye virkelighed. Universitetet lukkede, og feltarbejde blev aflyst.

Heldigvis for mig havde jeg fået lavet alt mit laboratorie og feltarbejde, så begrænsningerne ramte ikke mig så hårdt, men mange af mine venner kom pludselig i store problemer. Jeg nåede også at fejre solfest, hvor Svalbard fejre at solen står op for første gang! En helt fantastisk oplevelse.

christian_rasmussen_og_solhverv_paa_svalbard.jpg

Jeg rejste tilbage til Danmark d. 17. marts, cirka to uger tidligere end jeg egentlig ville, da flyselskaberne ikke kunne garantere flyvninger fra Svalbard. Herefter fulgte to ugers afslappende karantæne hos min mor på Fyn.

Specialet blev skrevet på mit lille kollegieværelse med alle de udfordringer, det indebærer. Det værste krisen har bragt med sig er nok, at jeg har mistet de sidste 4 måneder med mine studiekammerater i Aarhus. På trods af det hele blev vi færdige og er klar til at rykke videre ud i ”voksenlivet”.

Fremtiden
Da jeg først satte mine fødder på Svalbard og begyndte mit projekt, vidste jeg, at jeg havde fundet min rette hylde. Da jeg dykkede mere og mere ind i projektet, kunne jeg også mærke, at jeg ikke var færdig i Arktis, og jeg begyndte at søge Ph.d.-stillinger i ind- og udland.

Jeg har været så utrolig heldig at få en Ph.d.-stilling ved Alfred Wegener Institut for Polar og Havforskning i Berlin. Mit projekt kommer til at dreje sig om den tøende permafrost, og den indflydelse det har på de globale klimaforandringer.

Det her er min sidste besked, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Hedeselskabet for at have støttet mit projekt! Støtten har været enorm værdifuld for mig og mit projekt og har helt sikkert været en faktor i, at det gik så godt, på trods af alting.  

Tusind tak og god sommer til alle!

Christian Rasmussen

Læs Christians øvrige rejsebreve her.