< Back to news list

Den digitale virkelighed

Interview med Anders Tvegaard, divisionsdirektør i Orbicon Informatik, der udvikler software og it-produkter blandt andet til forsyninger og kommuner.

Hvad betyder den digitale udvikling?

”Som vi ser det, er det begyndelsen til en ny måde at arbejde på, og derfor er der en del famlen lige nu. Vi står med alle de her data, men hvordan får vi så egentlig gavn af dem? Vi ved, der er potentiale i det, vi ved bare ikke helt nøjagtigt til hvad. For os handler det om at hjælpe kommuner og forsyninger til at udnytte mulighederne, dade har enorme mængder data. Hvor forsyninger førhen fik indsendt aflæste målere en gang om året, så har de fleste hjem i dag en intelligente elmåler, som kan give helt op mod 50.000 målinger om året, men det kan være svært for forsyningerne at overskue dem og finde ud af, hvordan den data skal udnyttes. Derfor er der en forventning til os som softwareleverandør om at udvikle systemer, der kan skabe sammenhæng og mønstre. Det handler om at give overblik og ikke overload, og det er en stor markedsmulighed for Orbicon Informatik.”

Hvilke muligheder ser I så?

”Vi tror på, at sammenføring af forskellige datasæt kan give en enorm værdi, både for forsyninger, virksomheder, kommuner og den enkelte borger. For eksempel, når der skal udføres gravearbejde, at det bliver endnu bedre koordineret, så vi undgår, at den ene instans graver hovedgaden op i den ene måned, og så kommer en anden og graver op i næste måned. Vi skal begynde med at bryde datasiloerne op, så vi stiller data til rådighed for hinanden på tværs af organisationer, og det er der en masse kultur i. For den enkelte borger, tror jeg, at det kommer til at betyde forbedret service da den øgede datamængde vil øge effektiviteten i både kommunerne og forsyningerne. Den øgede registrering kan også grænse til overvågning, som mange generelt er skeptisk over for. Det tror jeg dog er noget, vi skal vende os til. Vores børn vokser op med et helt andet forhold til registrering af data end os, så denne frygt vil gradvis gå væk.”

Hvilke nye værktøjer har den digitale og teknologiske udvikling givet mulighed for?

”Der kommer flere og flere muligheder. Vi har selv udviklet det, der hedder uGraph Augmented Reality til forsyninger, og det gør helt bogstaveligt det usynlige synligt. Med en tablet i hånden, kan man få vist, hvor ledninger ligger – og eventuelt er i vejen for en gravning. Programmet kan også give nem adgang til tv-inspektioner i marken, og det er let at bruge. Man retter bare kameraet i mobilen eller tabletten mod det ønskede sted, og så kan man se rørføringen komme til live på skærmen. Programmet tegner rør-dimensioner, angiver afstande og udvalgte data og viser farveindikation af ledninger til spildevand og regnvand som et grafisk lag direkte oven på virkeligheden.”

I Vækst 3 kan du læse interview med Søren Pedersen, Forretnings IT-chef i HedeDanmark, Michael Porskær, BIM-chef i Orbicon og Jørn Torp Pedersen, naturgeograf i Orbicon. De fortæller, hvilke muligheder de ser ved digitalisering.