Hedeopdyrkningens pionerer, Petrine og Laurits

Da min far, Peter Hedegaard, blev 90, stod han op midt i festen og fortalte om, hvordan hans far som dreng på en kold vinterdag var faldet gennem isen på en sø, som han var på vej henover. Han drev ind under isen og var lige ved ikke at komme op, men det lykkedes i sidste øjeblik. Så sagde min far, at han ofte undrede sig over, hvor vi ville have været henne i dag, hvis det ikke var lykkedes for drengen Laurits Hedegaard at komme op igennem hullet i isen. Vi andre kiggede på hinanden, og de fleste af os tænkte nok, at så havde vi ikke været her i dag, og der havde slet ikke været denne 90-års fødselsdag her på Hotel Aulum.  

Drengen Laurits Hedegaard, som blev min bedstefar, døde 62 år gammel på en høstdag i 1945 efter et langt og hårdt arbejdsliv. På gården ”Lystlund” i Idom var de på vej hjem med det sidste læs korn. Laurits sad på læsset med tømmerne i hænderne, og de andre høstfolk gik bagefter. Pludselig stod hestene stille, for tømmerne var gledet ud af  Laurits´ hænder, og han lå oppe på læsset. Det viste sig, at han var død.

Laurits og hans kone Petrine havde drevet den lille hedegaard ”Lystlund” i Idom mellem Holstebro og Ulfborg siden 1910. Da de overtog gården, var en fjerdedel af de 67 tønder land (37 hektar) opdyrket, og resten var lynghede, som var en del af en næsten uendelig stor forblæst flade, der strakte sig fra Midtjylland helt ud til Vesterhavet. Der var endnu ikke megen lund i ”Lystlund”, som lå som en lille plet i lynghavet.

Petrine og Laurits dyrkede de 17 tønder land (9 hektar), og gik så i gang med et langvarigt projekt. Hvert år, når forårsarbejdet var ovre, og alle markerne var tilsåede, startede de på at opdyrke endnu en tønde land af heden. Men den nye mark var ikke klar, selv når lyngen var fjernet, og jorden pløjet, for hedejorden var sandet og næringsfattig. I en bog fra den tid beskrives, hvad der skulle til:

"Jorden brækkes af de Fleste først, derpå udføres Mergelen, omtrent 120 Læs på Tønde Land, det spredes da et Aar for at luftes og udløbe, derpaa vendes Jorden og besaaes med Havre. Det første Aar giver Havren intet, men siden efter endog Lejekorn uden anden Gjødning. Efter et par Kjærve Havre saaes Byg eller Rug efter Jordens Beskaffenhed, og da Havre. Efter fem eller sex Kjærve udlegges Jorden til Græs.”

Indstilling til mindesten

I Kongenshus Mindeparks arkiv finder man optegnelser over alle de hedeopdyrkere, som er mindet i parken. Der er både oplysninger om hedebonden og hans hustru, hvilket er ret usædvanligt. 

Jeg har fået  en levnedsbeskrivelse af Petrines og Laurits livsværk i hænde.  Den er i dag opbevaret i arkivet for ”Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere”. I den er der beskrevet, hvordan merglen blev skaffet til veje:

“Merglen blev hentet i Damhuså Mergelleje ved Vemb på stiv vogn en tur på 10-12 km, altså 24 km i alt for hvert læs. Det blev naturligvis læsset på og læsset af med skovl og spredt med skovl enten direkte fra vognen eller i dynger på marken. Dagene skulle helst forlænges i begge ender for at nå det hele. Opdyrkningen blev klaret med de to små heste, når man siger små heste er det jo enten de sejge og udholdende islændere eller i bedste fald russere.”

Bare én generation tilbage var det mest almindelige, at trækkraften var stude, så brugen af heste også i Vestjylland var et stort fremskridt med en betydelig forøgelse af hastighed og energi/hestekræfter. Der skulle også plantes læbælter mellem markerne. Levnedsbeskrivelsen fortsætter med denne passus:

”Der blev desuden plantet mange læbælter da markerne lå ret udsat for den stride vestenvind som drønede ind fra det flade land, som dengang var næsten ubeplantet helt ud til Vesterhavet. Tillige blev der plantet 10 tdr. land i et stykke, fyr og granplantage. Men trods lange og travle arbejdsdage blev der tid til at tage del i det åndelige og kulturelle liv i sognet, således var Laurits Hedegaard periodevis medlem af sognerådet og i bestyrelsen for Missionshuset, og der er desuden opvokset 6 dygtige børn hvoraf en søn overtog gården i 1945. Den var i god drift med sund økonomi på trods af at det var lige efter krigen…”.

Børnene deltog også i sliddet med hedeopdyrkningen. En af de 6 børn, Anna, har fortalt, at hun 3 år gammel fik en sæk om nakken og blev sendt ud at samle sten sammen med familien.

Efter Laurits døde i 1954, overtog sønnen Johannes og hans kone Marie gården, og Petrine flyttede hen til en loftslejlighed over et hus ved andelsmejeriet i Idom. Da var Lystlund blevet en lystlund omkranset af læhegn og plantager, og 45 af de 67 tønderland var nu opdyrket. Af lyngheden var der kun 12 tønder land tilbage, og heden udgjorde nu mindre end en femtedel af gårdens areal.Petrine og Laurits havde været med til at forandre en egn. Hjerm-Ginding Herred i Ringkøbing Amt, som de boede i, havde i 1850 bestået af 54 % hede, 2 % skov og 44 % opdyrket, men i 1950 havde hedopdyrkernes indsats resulteret i, at kun 10 % var hede, 20  % var skov, og 70 % opdyrket. Det var næsten den samme fordeling som i ”Lystlund”. Vestjylland var blevet forandret fra et lynghav med pletter af landbrug til en landsdel, hvor horisonten næsten overalt bliver tegnet af læhegn eller skove.

Laurits og Petrine blev i 1981 æret for deres indsats ved at få deres navne hugget i en sten i Kongenshus Mindepark for hedens opdyrkere sammen med navne på naboparret som også havde udført en mindeværdig indsats. Der er i alt navne på 1200 par, mand og kone, der her mindes for deres pionerindsats.

Den citerede levnedsbeskrivelse ender med en anbefaling af, at Laurits og Petrine skal være med blandt dem, der mindes som  foregangsmænd og –kvinder i hedeopdyrkningen i deres sogn. Levnedsbeskrivelsen er underskrevet i 1981 af Viggo Larsen, Formand for Hedebruget og Niels Nyholm Nielsen, formand for Hjerm-Ginding Herreders Landboforening.

Jeg mødte aldrig min bedstefar, men jeg fik hans navn som mellemnavn, da jeg blev født 4 år efter hans død. Min bedstemor Petrine kan jeg derimod huske. Hun kom på besøg fra Idom, og jeg husker hende som en stovt kvinde med en høj latter. Hun var altid klædt i sort, og selv hendes kuffert var knaldsort. En af mine lidt ældre kusiner kan huske, at hun var en kone, der ikke tålte lediggang. Pigerne skulle være i gang, men hendes lillesøster var god til at fordufte  før deres bedstemor fik fat i hende.

FOR MIN FAR VAR SLIDDET EN SELVFØLGE, MEN DET VAR ALDRIG DET VIGTIGSTE

Min far voksede op som den ældste dreng blandt tre piger og tre drenge på gården Lystlund i Idum mellem Holstebro og Ulfborg.

For min far var forholdet til hans søskende, hans medtjenere på de gårde, hvor han havde arbejdet, højskolekammerater, naboer og familie en kilde til glæde, - og mange fortællinger.

En af de historier, som vi som børn elskede at få vores far til at fortælle, var “den om farbror Christian, der ville se, om en kvie kunne svømme”.

Far startede altid med, at det her foregik, mens deres far og mor sov middagssøvn. Når de voksne på en gård sover middagssøvn, så er der ingen, der holder opsyn med børnene, og der er ikke noget, de skal, som der ellers er det meste af dagen. De kan gøre lige, hvad de vil. Denne dag lå far og hans lillebror Christian i græsset ved kanten af en dam bag gården. Dammen var kendt for at være bundløs. Når vi som børn hørte ordet ”bundløs”, så gyste det i en, man forestillede sig, hvordan man kunne synke, ja ligefrem blive trukket ned i koldere og  koldere vand, og man havde ikke en chance for at kunne komme op.

Der gik en kvie på græs ved siden af den bundløse dam, og Christian fik en ide. I fars historier var det altid Christian, der fandt på ”de gale streger”, som det hed i fars sprog. Christian fandt denne gang på, at det kunne være sjovt at se kvien svømme. Så trak de kvien hen til kanten af dammen, og begge gav et skub bagfra, så kvien røg forover og i vandet.

Kvien forsvandt under vandoverfladen. Et øjeblik troede de to drenge, at den aldrig nogensinde kom op igen, og de blev helt kolde af angst, mens de forestillede sig, hvordan kvien blev trukket længere og længere ned i dybet. Men så dukkede først næseborene og så det meste af hovedet op, men kvien skulle åbenbart ikke nyde mere af drengenes selskab, for nu svømmede den en slags hundesvømning med bare hovedet over vandet - dyrets fire ben bevægede sig, ligesom de ville gøre i løb på land - over til den anden side af vandhullet, og her klavrede den op.

Da drengenes far Laurits mødte dem efter middagssøvnen  - og efter han var kommet forbi kvien, der nu græssede igen - så sagde han: “Det er dog mærkeligt, så våd den kvie er, gad vide om den er syg?”

Drengene svarede, at det troede de bestemt ikke. Og så sluttede vores far altid historien med at drengene sagde: ”Det er jo ret varmt i dag, så den sveder nok bare!”