- Det betyder meget, at man accepterer naturen, som den er

Af Mette Meldgaard
Foto: Christian Agerskov Munk 

- Vi er nødt til at aflyse i morgen og vente til foråret.

Meldingen fra Jens Gregersen tikker ind på mailen en søndag i januar. Et rustet olierør i traktoren har sat en stopper for at fragte besøgende fra fastlandet til Vorsø i Horsens Fjord. Alternativet – at sejle – er også udelukket på grund af lav vandstand.

Vinteren har fået et iskoldt overtag på den ca. 800 meter lange vandvej. Og muligheden for den rette påklædning og et par waders afskriver Jens Gregersen i samme vending.

- Det synes jeg er for omstændeligt for jer.

Naturformidleren, forfatteren, kunstneren og øens observatør ved, hvad han taler om. Han er kommet på Vorsø i over 50 år, har boet der fast siden 1982 og har passeret fjorden et utal af gange. På alle tidspunkter af året.

Det kræver en indsats at bo på den lille ø, og det kan da også være besværligt, siger han selv. Men det er nu engang det sted, han allerhelst vil bo. Og det kan måske overraske, at han ligefrem ser frem til vintermånederne.

Hvert år den 10. november minder han sig selv om, at der nu kommer 80 mørke dage.

- Der ligger noget i, at man skal igennem vinteren på en eller anden måde. Men for mig er den tid faktisk et åndehul.

I foråret og sommeren er kalenderen fyldt godt op med optælling af ynglefugle, guidede ture og en længere, årlig rejse til Arktis.

- Så det er en befrielse, når man kommer til november, at der ikke sker noget som helst. Men i naturen sker der hele tiden en masse. Så kommer der frost, og så kommer der is. Jeg glemmer, at jeg er på en ø, og oplever det ikke som isoleret.

Men den gode nabo på fastlandet er meget vigtig, understreger han. Det er kun Jens Gregersen, der bor fast på Vorsø, mens hans hustru, Susanne, bor delvist på øen og delvist i Aarhus.

Fredning og forvaltning

To måneder senere er situationen en ganske anden. Traktoren har fået fornyet liv, og med Jens Gregersen bag rattet vugger og knirker den sig gennem smult vand. Vejen til Vorsø er farbar.

Den lille ø på 62 ha har været fredet i snart 100 år. Den blev opkøbt i 1928 af Københavns Universitet med midler fra et legat, som zoolog og naturforkæmper Herluf Winge (1857-1923) havde stiftet i sit testamente, til opkøb af ’et Fristed eller flere til Fredning af Planter og Dyr, også de såkaldte skadelige’, som det hed.

Fredningen i 1929 var dog med undtagelse af 14 ha agerjord, der blev dyrket frem til 1979. På det tidspunkt overtog Skov- og Naturstyrelsen (i dag Naturstyrelsen) forvaltningen, hvorefter den sidste landbrugsdrift med 120 grise og dyrkning af byg blev nedlagt.

Vorsø forvaltes som et videnskabeligt naturreservat med fokus på at beskytte fuglelivet og lade skoven udvikle sig frit. De to oprindelige skove, Vesterskoven og Østerskoven, er i dag tæt, urørt blandingsskov, ligesom det meste af øen nu er dækket af skov. Siden 1952 er skovens værdi, trævolumen og produktionspotentiale blevet vurderet og opgjort hvert 10. år.

Offentligheden har ingen adgang (de guidede ture undtaget), og Jens Gregersen er ansat af Naturstyrelsen til at holde øje med naturen og dyrelivet. Han er naturens førstehåndsvidne, og mange forbinder Vorsø med ham.

- Det oplever jeg altså som meget naturligt, fordi jeg er en del af øen, konstaterer han.

Han har da også blik for naturen i de mindste detaljer.

^{Det sidste landbrug på øen, der lå til højre for hjulsporet, blev nedlagt i 1979. Siden er arealet vokset til.}

De første forårstegn

Vi har kun lige taget nogle få skridt væk fra den private bolig for at se øens ældste træ, da han stopper op og bøjer sig ned over nogle små planter. Som det eneste sted er dette område fritaget for fredning og skal holdes lysåbent. Ellers ville det med tiden blive svært at komme ud ad døren.

Så det er faktisk en lysning, vi står i.

- Det er et forvaltningsområde, som det hedder på Naturstyrelses-sprog. Så det er op til mig, hvordan det egentlig skal være.

Det foregår med buskrydder, le, motorsav og ’dem der’, forklarer han og peger hen mod to græsslåmaskiner, der senere samme dag skal en tur til smeden på fastlandet for at blive tjekket.

Lige nu er hans opmærksomhed rettet mod de små grønne burrer, som ofte står omkring gårde, fortæller han. Og ofte bliver de kløvet.

- Men jeg synes, at de skal stå der, så jeg lader dem være, fordi det er en kolossal vækst. Og dagsommerfugle, bier og svirrefluer er vilde med dem. Til efteråret er det stillitsen og grønirisken, der tager frøene.

Jens Gregersen kalder lysningen for åndehullet, hvor han passer på flere haveplanter.

- Også lavendel, som er fantastisk for sommerfugle og bier. Det er her, vi fx ser irissommerfugl, flere arter blåfugle og brune blåfugle. Det er kun, fordi der er variation og åbent. Det er jo ikke noget nyt, men man får det understreget herovre.

Lysningen er omringet af den natur, der har været fredet og har udviklet sig derefter i nu snart 100 år. Hvor der før var marker, er der i dag helt tilgroet af træer.

^{Det ældste træ på Vorsø er et ca. 300 år gammelt egetræ.}

^{Fra prologen i 'Havørn'} 

Fortællinger om træer

Vorsø er næsten et studie i træer. Fra den 300 år gamle eg til alle de træer, der er kommet til. Fx masser af ahorn.

Påskeliljer, vintergækker og gule skovtulipaner pryder skovbunden, og vi passerer mirabellehegnet, der var grænsen ind til det nu nedlagte gårdareal.

- Men på lang sigt vil de forsvinde, da de først og fremmest bliver udkonkurreret af ahorn.

Der er mange ellers talrige planter i skovbunden, der næsten er ved at forsvinde, fortæller Jens Gregersen.

- Sådan nogle som lungeurt, desmerurt og sågar også guldstjerne bliver overgroet af burresnerre og stor nælde og andre arter, der kan lide den saft og kraft, der kommer.

På Vorsø finder man ifølge øens observatør alle eksempler på, hvordan en skov udvikler sig uden menneskelig indblanding. Mange ting spiller ind, ikke mindst den høje grundvandsstand.

- Så det har ændret sig fuldstændigt fra at være drænet til at stå under vand.

I Vesterskoven er det stormene, der har haft den største effekt med væltede træer til følge, fortæller Jens Gregersen.

- I den anden skov kom skarverne før stormene, så der gik ikke lang tid, inden de gamle elme, bøge og ege gik til.

Skarver, der primært ødelægger træer med deres syreholdige ekstrementer, var den egentlige årsag til, at han som tegner og fugleinteresseret i sin tid begyndte at komme til øen. Dem vender vi tilbage til.

Langs stien mellem fjorden og lysningen med beboelse er det rødel, der dominerer. Efter nedlæggelsen af langbruget spredte arten sine frø ud over arealet.

Der findes mange fortællinger om øens træer. Som den om Brian-egen, opkaldt efter en militærnægter, der i stedet for tjeneste kom og arbejdede på Vorsø i 1995. I sin iver kløvede han en eg, men allerede samme sommer skød den et skud.

- Og nu står den der 31 år gammel, pointerer Jens Gregersen, da vi kommer forbi.

- Det er et eksempel på, at jeg lader nogle egetræer stå. For en eg må man respektere meget som træ.

Generelt er han overrasket over, hvor meget træer egentlig gror. Det gælder også den store lind, som han kan se fra sit stuevindue – og som han plantede for 41 år siden med et rodskud fra Sydsjælland.

- Den har ikke været rørt ved i mange år, men nu er jeg begyndt at stamme den op. Men den har været helt fri, og de grene, der når jorden, slår rødder. De vandrer simpelthen.

Er du nødt til at begrænse den på et tidspunkt?

- Det er et meget stort spørgsmål. Det er min store splittethed. Linden er jo lidt hellig, fordi det er et originalt skovtræ, som man har fjernet fra skovene gennem tiderne. Og den her er en rigtig skovlind, en småbladet lind. Og så er der alle de rodskud, som jeg giver nogle væk af. Men jeg kan ikke rigtig beslutte mig.

Det er ikke alle træer, vi kan komme tæt på. Det er nemlig yngletid for øens havørne, der har bygget rede højt oppe i en ædelgran, en af de få på øen.

Fuglene

I centrum for historien om Jens Gregersens liv i og med naturen står fuglene, som går igen i hans tegninger, malerier og bøger. Og nu er vi tilbage ved skarven.

’Skarven blev en besættelse for Jens, og han styrede forskningen i kolonien med hård hånd. Men med tiden blev han træt af at blive identificeret med denne hadefugl. Havde været alt for optaget af skarven, og den tog alt hans virke. Der var andre ting, han gerne ville fordybe sig i. Heldigvis gik skarven tilbage på Vorsø, og havørnene slog sig ned. Det tidsrøvende arbejde blev sat i bero og gav mere frihed,’ skriver billedhugger Lars Abrahamsen i forordet til bogen ’Fugleliv’ fra 2024.

Jens Gregersen bruger også selv ordet besættelse om ’det der ræs med de skarver’.

- Vi kendte fuglene, fordi de var ringmærket. Vi havde jo mærket tusinder og atter tusinder. Vi var tre, der mærkede, og vi opnåede at mærke 10 procent af bestanden. Så vi havde nogle fugle at arbejde med, som vi fulgte hele deres liv.

At skarven i dag er væk fra Vorsø, skyldes i høj grad havørnen, der kom tilbage til øen i 2011. Det er i hvert fald den konklusion, som mange vil drage. Men for Jens Gregersen handler den forklaring om, at der på den måde er kommet balance i naturen.

- Det, der er sket, er, at de har etableret en anden koloni 8 km væk herfra mod øst. Og det er tættere på, hvor der er fisk. De har jo ædt alle fiskene her, konstaterer han og nævner en skarv-konference i Prag, han deltog i for nylig.

- Og det var 30 år siden, jeg havde været der sidst. Men de snakkede om de samme ting stadigvæk. Skaber skarven balance i fiskebestandene? Eller modsat, æder de alle fiskene? Og det har man undersøgt mange, mange steder gennem årtier. Det er deres rolle at æde fiskene, når der er mange af dem. Og når det ændrer sig, går kolonierne tilbage og udvandrer andre steder hen. Eller de producerer bare ingen unger, og så går bestanden ned. Det går op og ned hele tiden.

Jens Gregersen er fortsat involveret i feltarbejde med optællinger af øens ynglefugle. I øjeblikket er han i gang med at bearbejde det samlede materiale i samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet.

De første årtier af fredningen var der ingen forskning eller optællinger af fugle på øen. Det kom først senere og er efterhånden blevet mere effektivt.

- Siden 1980 har vi haft talmateriale, der er troværdigt.

Det skyldes ikke mindst Jens Gregersens egen interesse og engagement. Efter at landets feltstationer blev nedlagt omkring år 2000, herunder den på Vorsø, var optælling af ynglefugle ikke en del af hans aftale med Naturstyrelsen. Alligevel fortsatte han optællingerne.

- Det kan jeg slet ikke lade være med. For hvis man er fugletosset, så gør man det.

Fuglene fylder tydeligvis, men han har også styr på øens andre dyr som måren, odderen, grævlingen og ræven. Senest kom en kronhjort og dens kalv forbi.

- Måske kommer den tilbage en dag.

Vild natur

Jens Gregersen er født i Aarhus, har altid tegnet og blev oprindeligt udlært som reklametegner og tog samtidig tegnekurser på Aarhus Kunstakademi.

Han definerer sit natursyn som ’mange, mangesidet’, og han vil gerne have mere vild natur i Danmark.

- Men det ændrer bare ikke på, at jeg er vokset op i et kulturlandskab, tilføjer han.

Natursynet kommer også til udtryk i hans bøger og kunst.

- Det er det, jeg falder over, og det er det, jeg kan lide. Mit natursyn går ud på nogle ting, som jeg har set hele mit liv, og som jeg bliver ved med at skildre.

Han mener, at vi som samfund skal passe på med ikke at blive for sorthvide i vores syn på – og ageren i – naturen. Selvom der sker ændringer, løser det ikke nødvendigvis alt.

- Altså, nu kom odderen (til Vorsø, red.), og det er slut med jordrugende fugle. Der er jo heller ikke lille lappedykker ude i dammen, og rørhøns og blishøns er væk. Odderen æder alt, og man må bide de ting i sig, siger han og fortsætter:

- Når vi får mere vild natur, bilder man sig ind, at der er plads til det hele, men man bliver bare tit overrasket. Ofte har man en eller anden fuldstændig klar idé om, at sådan skal det være, og så bliver alt godt. Det tror jeg bare ikke på. For der er så mange ting, der spiller ind – og griber ind.

Bliver det for forsimplet?

- Ja, det er ligesom nogle, der skal have nogle at kæmpe imod. Det er vigtigt ikke at være fanatisk, for så dømmer man sig selv fuldstændigt.

Jens Gregersens arbejde med naturovervågning foregår også andre steder i landet som på Tipperne, vestkysten, Vadehavet og de jyske heder. Men hans udsyn rækker endnu længere. Hvert år fylder han kufferten med blokke, tegne- og skriveredskaber og rejser til et sted i Arktis.

Rejserne er også afbildet i den private bolig.

^{Jens Gregersen tegner altid mange kort. Han har bl.a. rejst i området ved Beringshavet otte gange.}

Huset og kunsten

Når man træder ind ad døren til det sorte træhus, åbenbarer Jens Gregersens omfattende kunstnerliv og forfatterskab sig for det blotte øje.

Billeder med fuglemotiver pryder væggene, og arbejdsværelset er en kunstners slaraffenland.

Du må være meget produktiv?

- Nej, det synes jeg ikke, siger han, mens han åbner den ene skuffe efter den anden, hvor skitser og færdige værker blander sig i en lind strøm.

Udstoppede fugle findes også i en skuffe for sig selv med arter, der er fundet på øen.

Kunstneren kommenterer nærmest lidt for sig selv på sine værker, i takt med at han viser dem frem. Han lægger ikke skjul på, hvad han er tilfreds med og mindre tilfreds med. Og nogle værker kunne der godt gøres lidt mere ved, funderer han.

På dette tidspunkt er vi slet ikke nået til bøgerne. Bøgerne, som er drivkraften i hans kunstneriske arbejde, og hvor han dokumenterer det, han synes er vigtigt.

Detaljegraden i Jens Gregersens værker er stor. På samme måde som i hans mange undersøgelser og dataindsamlinger i felten.

- Ja, det hænger sammen. Det hele hænger sammen. Det er ikke sådan, at jeg sidder og skriver i flere dage. Jeg skriver i nogle timer, og så tænker jeg, at jeg vil gå en tur og se, hvad der er i dag.

Er Vorsø en evig inspiration for dig?

- Ja, det må jeg sige, det er den. For der er altid et eller andet, der lige er der, og som giver et pift på en eller anden måde.

Indtil videre bliver den 74-årige øboer her på Vorsø, hvor han har boet i så mange år.

- Jeg har så meget at se til, og tiden løber. Og jeg synes egentlig, at livet først er begyndt nu her.

Flere nye bøger er da også på tegnebrættet. Blandt andet en udgivelse om 100-året for fredningen af Vorsø i 2028.