Limfjorden er i dag et af de naturområder, der er hårdest belastet med næringsstoffer, og med de statslige vandplaner er der kommet fornyet fokus på problematikken og løsningen af samme.

Store dele af oplandet til Limfjorden er i dag dyrket med afgrøder og er på grund af de terrænmæssige forhold med store dele flade terræner, intensivt drænede med mange store, åbne og dybtliggende grøfter.

Fysisk placering
Projektet er placeret hos godsejer Jørgen Christian Skeel, Birkelse Hovedgaard, i forbindelse med et ca. 80 hektar stort, intensivt dyrket opland. Oplandet afvandes af en åben og dybtliggende grøft, der har direkte udløb til Ryå, ca. 10 km. fra udløbet til Limfjorden.

At testanlægget ønskes placeret netop her skyldes et stort ønske fra mange sider om at udvikle et minivådområdekoncept, der kan implementeres i Limfjordens opland. Det vil sige her i forbindelse med en dybtliggende og åben grøft, hvortil der ikke er knyttet særlige naturinteresser.

Ligeledes er der et ønske om at koble et stort opland på samt et ønske om at skabe en økologisk ”våd trædesten” i et intensivt dyrket landskab.

Opland og vandføring
Oplandet til projektet er ca. 80 hektar, hvor hele oplandet er dyrkede marker. Jorden er sandblandet leret, hvilket gør, at vandføringerne i grøften til minivådområdet udviser store variationer i vandføring. Om sommeren er sommermiddelvandføringen 6-7 l/s, mens efterårs-/ vintermiddel er 40-50 l/s.

Variation og materialevalg
Det er blandt andet effekter af variationerne i vandføringen samt forskellige materialetyper, der ønskes undersøgt i forbindelse med udformningen af test-anlægget. Et vilkår for projektet er dog, at vandføringer (Q) over Q > 40 l/s ledes udenom anlægget for at undgå ødelæggende hydrauliske virkninger.
Ryå-projektet har et 4-delt matricebassin. Hver matricedel er forskellige med hensyn til materialer, hvilket muliggør undersøgelse af de forskellige materialer evne til at tilbageholde næringsstoffer under forskellige årstids- (vandføring og temperatur) og næringsstofmæssige belastninger.

Fuldskalaanlæg
Anlægget er i november 2013 omdannet til et fuldskala minivådområde.

Læs om de andre test- og fuldskalaanlæg