Skyer

Bylaboratorium i Aarhus

Der er mange måder at arbejde med klimatilpasning og byudvikling. I Aarhus arbejder Mejlgade Lab ved projektleder Jonatan Marcussen på et væld af projekter med borgerne i nærområdet som omdrejningspunkt. Et af projekterne har Hedeselskabet valgt at støtte. 

I Mejlgade i Aarhus’ charmerende Latinerkvarter, som er kendt for hyggelige cafeer og små butikker, sidder en ildsjæl på øverste etage i et baggårdsbyggeri. Jonatan Marcussen arbejdede førhen i reklamebranchen, men han havde til tider den udfordring, at han ikke brændte for de budskaber, han arbejdede med, og derfor besluttede han at gå sine egne veje. I dag, fire år senere, har han gang i alle mulige projekter i regi af Mejlgade Lab. Grønne vægge, lokal ressourcegenanvendelse, og det næste store ønske er en klimaplan for Nørre Stenbro – et afgrænset område af Aarhus Midtby. Til det projekt har Mejlgade Lab modtaget 20.000 kroner fra Hedeselskabets medlemspulje.

Regnvandet op til overfladen
Det er populært at bo i byen, og det er ekstra populært at bo i de gamle kvarterer, som Latinerkvarteret i Aarhus er. Men der er også udfordringer ved at bo i byen i disse klimaforandringstider.

Som jeg ser det, så skal der virkelig handles på det nu, og for mit vedkommende, så vil jeg gerne være med til at skabe de klimaløsninger, der er så tiltagende nødvendige. Det er årsagen til, at jeg lægger tid og energi i det.

Sådan siger Jonatan Marcussen, som  tror på, at hvis der skal sættes gang i disse nødvendige tiltag, så må borgerne involveres, og derfor arbejder Mejlgade Lab med workshops, hvor de engagerer Latinerkvarterets beboere, butikker, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Jonatan Marcussen600

FAKTA

Jonatan Marcussen fik 20.000 kroner til udarbejdelse af en 3D arkitekt-model i forbindelse med projekt om klimatilpasning på Nørre Stenbro i Aarhus. En forproces for en ønsket Cradle to Cradle + Smart City strategi for Latinerkvarteret, Nørre Stenbro og Øgaderne. Foto: Martin Dam Kristensen.

Én af de virksomheder, der er inddraget i processen er Orbicon, som hjælper med at få konkretiseret, hvad grøn omstilling, klimatilpasning og lokal håndtering af regnvand kan betyde for dette kvarter.