
Hedeselskabets nyhedsarkiv
![]() | ||
| Tid til kamp mod kæmpebjørneklo | 15-04-2009 | |
![]() | ||
| Kæmpebjørneklo udgør en stor trussel mod vores oprindelige natur. Den spreder sig med lynets hast, er utroligt svært at få bugt med, og den er giftig. Bekæmpelsen af den skadelige plante skal i gang allerede i begyndelsen af maj, og derfor er det nu på høje tid at komme i gang med at planlægge bekæmpelsen. Til det formål har Hedeselskabet i samarbejde med virksomhederne Orbicon og HedeDanmark, Københavns Universitet og Plantedirektoratet udarbejdet hæftet »Praktisk bekæmpelse af kæmpebjørneklo«. Hæftet er produceret med støtte af Skov- og Naturstyrelsen og giver praktiske anvisninger i, hvordan kæmpebjørnekloen bekæmpes mest effektivt, sikrest og med mest hensyn til miljøet. 20.000 frø pr. plante Én enkelt kæmpebjørneklo sætter omkring 20.000 frø. Derfor kan den sprede sig meget hurtigt, og det kan især ses langs vandløb, veje og jernbaner, hvor frøene spredes hurtigt og effektivt. Kæmpebjørnekloen kommer oprindeligt fra Kaukasus og blev indført i sidste halvdel af 1800-tallet som en haveplante. Siden har den spredt sig massivt i det danske landskab. Kæmpebjørnekloen er en trussel mod alle værdifulde naturområder. Hvor Kæmpebjørnekloen først har sat rødder, kan intet andet gro, og der er ikke længere så meget plads til vores oprindelige arter. Begynd bekæmpelsen først i maj Allerede i starten af maj, skal der handles. Planten skal helst bekæmpes inden den bliver en halv meter høj. Når den først begynder at få blomster og frø, er det langt mere vanskeligt. I »Praktisk bekæmpelse af kæmpebjørneklo« kan du læse om, hvilke metoder der er bedst egnede til de forskellige områder og årstider. Der er udarbejdet en praktisk oversigt over metoderne, hvor smileys angiver, hvilke metoder der er gode i den enkelte situation og hvilke der ikke kan anbefales. Folderen indeholder også en kort beskrivelse af hvad den enkelte metode går ud på, hvor og hvornår den bør benyttes og hvad man skal være forsigtig med. Folderen er ment som et arbejdsredskab til dem der praktisk skal ud og bekæmpe bjørnekloen. Om det er ansatte i kommuner, lodsejere eller ansatte i private firmaer. Sådan får du håndbogen Du kan downloade håndbogen gratis som pdf-fil fra www.hedeselskabet.dk/bjorneklo Du kan også købe håndbogen i sæt à 10 stk. til 100 kr. ex moms + ekspeditionsgebyr på 50 kr. samt porto. Bestilling hos Hedeselskabet på telefon 87 28 11 33.
| ||




