Orbicon bidrager til hovedstadens første klimatilpassede byrum

Grønne gadehjørner, frodige forhaver og vildtvoksende pladser. Det er en del af oplevelsen, når man besøger Tåsinge Plads i København, som Orbicon har været med til at omdanne til hovedstadens første klimatilpassede byrum.

Større klimaændringer, flere kraftige regnbyger og skybrud medfører blandt andet, at kloakker og kældre oversvømmes. Tåsinge Plads er en del af Københavns Kommunes plan om at sikre byen mod de kraftige regnskyl ved at skabe grønne løsninger i gadeplan. Løsninger der skaber frodige, smukke byrum til beboerne i området og samtidig effektivt leder vand fra skybrud væk fra kvarteret.

På Tåsinge Plads er mere end 1.000 m2 asfalt omdannet til en grøn oase, så pladsen fremover kan håndtere de stigende regnmængder i gadeplan og samtidig give Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro et vartegn.