Opholdsrum skal binde beboerne og kvarteret sammen

I april 2017 stod den første bænk klar i det store projekt Råderum i boligområdet Charlottekvarteret i Hedehusene. Og hermed også på det første af de opholdsrum, der skal binde beboerne og kvarteret sammen med stedets historie og skærpe tilhørsforholdet til lokalområdet. Hedeselskabet har støttet opførelsen af den første murstensbænk på stedet.

Charlottekvarteret i Hedehusenere er på regeringens liste over ”særligt udsatte boligområder”. Den boligsociale indsats begyndte tilbage i 2007 og har siden udviklet sig til en lang række projekter i lokalområdet med fokus på lokalt ejerskab og tilknytning til det øvrige samfund igennem samarbejde med erhvervslivet.

Igennem det seneste år har unge og ældre beboere fra Charlottekvarteret designet og tegnet opholdsmiljøer inspireret af den lokale historie i og omkring Hedehusene. En af bænkene hedder murstensbænken, som udover at være en siddeplads, også fortæller om Hedehusenes industrikulturarv samtidig skaber en ny historie.

Hedeselskabet har støttet opførelsen af bænken, og målet er, at stedet bliver et samlingssted, der inspirerer til virkelyst, fællesskab og ikke mindst stolthed hos alle, der har deltaget undervejs. At der er skabt et tilhørsforhold og ejerskab, så bænken bliver passet på i mange år.

I det større byudviklingsperspektiv vil murstensbænken og de andre lokalhistoriske bænke være med til at binde det isolerede og monofunktionelle boligområde, som Charlottekvarteret desværre også er, sammen med resten af byen.

I 2015 anlagde kommunen sammen med Skælskør Anlægsgartnere, som er en del af HedeDanmark, en lokalhistorisk passage igennem byparken som en del af Hedehusene byfornyelse. De lokalhistoriske bænke tænkes som en fortsættelse af dette forløb ind i boligområdet. Bænkene vil ligeledes blive suppleret af et omfattende infrastrukturprojekt, der påbegyndes sommeren 2016 og en række miljøforbedringer i boligområdet, hvor af det ene er påbegyndt.

 


”Charlottekvarteret bliver den attraktive parkbebyggelse, den skulle have været fra start. Et skønt, rekreativt område. Et sted, hvor mange mennesker gerne vil bo,” sagde borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, i sin tale i forbindelse med det første spadestik til murstensbænken i august 2016. Her er han fotograferet i dialog med nogle af de unge fra området.

Men det er ikke kun den færdige bænk som skal understøtte en positiv udvikling. Selve tilblivelsen har også været udviklingsprojekt.

”Sammen med lokale unge, byens borgere og pensionerede teglværksarbejdere har vi produceret vores egne håndstrøgne mursten, som led i et længere skoleforløb og en workshop på byens torv. Det er disse sten med deres lokale inskriptioner, der skal indgå i murstensbænken. Igennem workshoppen og produktionen af mursten har de unge fået byens historie ind under hud og negle, og der er skabt netværk mellem ældre og yngre borgere i byen. Det er den historie, som vi, sammen med den lokale industrikulturarv, ønsker at forene i murstensbænken, der naturligvis skal bygges sammen med lokale borgere, unge som gamle, sammen med de professionelle," siger Anders Hagedorn, projektleder for Charlottekvarteret – Mennesker i fokus – ved Boligselskabet Domea.


Med stor iver deltog beboere i alle aldre i de forskellige workshops – her produktion af mursten – på et tidspunkt, hvor det endelige koncept og brugen af murstenene ikke var endelig fastlagt.

Murstensbænken er støttet af Realdania og Hedeselskabet, hver med 75.000 kroner. Det er Skælskør Anlægsgartnere, som er en del af HedeDanmark, der skal stå for brolægning og en del af anlægsarbejdet på pladsen.

Se mere på charlottekvarteret.dk