Allindelille2000

Støtte til et botanisk paradis

Hedeselskabets medlemspulje har givet støtte til en fingerklipper, som frivillige kan bruge til at pleje det botaniske paradis, Allindelille Fredskov med rette kan kaldes.

Hedeselskabets medlemspulje har givet støtte til en fingerklipper, som frivillige kan bruge til at pleje det botaniske paradis, Allindelille Fredskov med rette kan kaldes.

I 2011 købte Danmarks Naturfond Allindelille Fredskov for at bevare den artsrige flora og fauna i et af Danmarks mest værdifulde naturområder. Skoven er kendt blandt naturelskere i hele Danmark som vokse- og levested for sjældne sommerfugle og vilde orkideer, som har deres sidste danske levesteder her. Selvom skoven kun er 57 hektar, så er 25 % af alle Danmarks plantearter fundet her.

Pleje og passion
Nøgleordene for at bevare Allindelille Fredskov som et botanisk paradis er pleje og passion. Plejen består af høslæt 1-2 gange om året og fjernelse af små selvsåede buske og træer. Ved høslættet slås græsset, hvorefter det får lov at tørre og til sidst rives væk.

Det er en gruppe frivillige under navnet, Plejegruppen for Allindelille Fredskov, som har ansvaret for den frivillige naturpleje i skoven. Det er en passioneret interesse for skovens flora og fauna, der driver de frivillige, hvor et par stykker af disse mødes en gang om ugen året rundt. Den hårde kerne består af en frivillig fra lokalområdet og to fra hovedstadsområdet. Forklaring på hvorfor nogle af de frivillige troligt tager turen fra København til Allindelille hver uge og også gerne bruge en stor del af deres ferie på at pleje skoven er, at de gerne vil gøre en forskel. Jimmy Lassen, frivillig i plejegruppen, siger: 

Vi vil gerne gøre en forskel og være med til at bevare et enestående stykke dansk natur. År for år kan vi se resultatet af vores indsats med udvikling i artsrigdom og antal.

Projektchef hos Hedeselskabet, Vibeke Højen, mødte nogle af de frivillige, da de skulle prøvekøre den nye fingerklipper. Hun fortæller:

”De er virkelig engagerede og bruger mange timer på at pleje og sikre, at vi kan bevare den sidste guldalderskov, vi har tilbage her i Danmark. Initiativet er helt i tråd med det, vi hos Hedeselskabet gerne vil støtte med medlemspuljen.”

Fremtiden er sikret
De frivillige er bekymrede over fremtiden, og om der er nogen, der fremover vil påtage sig de opgaver, de i dag løfter frivilligt.  Derfor er plejegruppen altid interesseret i at få flere med i gruppen. Og ifølge de frivillige, så kan alle være med til at gøre en forskel.

Da Hedeselskabets medlemspulje valgte at give støtte til en fingerklipper, tilkendegav Naturfonden samtidig, at den påtager sig den fremtidige servicering og vedligehold af maskinen. Også hvis de frivillige kræfter ikke rækker til at færdiggøre opgaven med pleje af skoven, vil Naturfonden træde til og sikre, at den årlige opgave med pleje af skoven bliver færdiggjort. Så fremtiden for Allindelille Fredskov er grundlæggende sikret.

Danmarks Naturfond har en aftale med HedeDanmark om de skovrelaterede opgaver på fondens arealer.

VELUX FONDEN og Hedeselskabet har støttet med midler til indkøb af fingerklipperen i 2017.

Allindelille600

FAKTA

Allindelille Fredskov ved Ringsted er kendt nationalt og lokalt som en enestående naturlokalitet. Skovens natur er et levende natur- og kulturminde, der skal holdes vedlige. Med støtte til køb af en fingerklipper får de frivillige kræfter i skovens naturplejegruppe, der supplerer skovens traditionel drift, nu bedre muligheder for at forbedre og vedligeholde skovens tilstand.

Læs mere om skoven