Kort fakta om projektet
'Egepladsen', etableret ved Naturhus Gjern Bakker, bliver tilgængelig for alle kommende brugere af det nye Naturhus; KFUM-Spejdernes spejderaktiviteter og naturformidling, lokalområdets børnefamilier, mødregrupper, dagpleje, seniorer og andre.

Årstal: 2018

Område: Midtjylland

Kategori: Skov og Hede, Naturpleje, Uddelinger

Spejderne 'Egens æt' får ny egeplads

Med en uddeling fra Hedeselskabet får KFUM-spejderne i Gjern et nyt bål-samlingssted, formet som et egeblad. Pladsen er en del af et større projekt for hele spejderområdet, der også får nyt naturhus – og et nyt naturområde for både spejdere, byens institutioner og børnefamilier.

KFUM-spejdernes gamle stråtækte hus stod overfor en tiltrængt renovering, men i stedet for at ’nøjes’ med at finde finansiering til at lægge nyt tag og opdatere toiletforholdene, besluttede de sig for at sigte højere og i stedet gå efter også at få et helt nyt hus og i det hele taget give området omkring spejderhytten en ordentlig overhaling og dermed også stile efter, at endnu flere i området fatter interesse for friluftslivet.

Sådan lidt symbolsk, så fjernede vi bommen og skiltet med ’privat område’ – netop fordi vi ønsker at åbne op for, at endnu flere har lyst til at benytte vores faciliteter. Vi har spurgt andre, som tidligere har brugt spejderhuset, hvad de kunne ønske sig af et nyt naturhus, og det har vi forsøgt at indarbejde i projektet. Vi håber også, at det bliver nemmere at tiltrække frivillige, fordi der bliver nogle bedre rammer, som heller ikke har samme behov for vedligehold som det tidligere.
Keld Tolstrup
projektleder, KFUM-Spejderne

Som en del af projektet ønskede spejderne sig også en ny bålplads og søgte derfor midler hos Hedeselskabet. Det er blevet til projektet ’Egepladsen', hvor hele bålområdet med en tilhørende scene bliver formet som et egeblad. Det bliver tilgængelig for alle kommende brugere af Naturhuset, KFUM-Spejdernes aktiviteter og naturformidling, lokalområdets børnefamilier, dagplejere, seniorer med mere. Endvidere vil der være muligheder for at gøre et ophold på stedet for de gående og cyklende turister fra det nærliggende stisystem.

smadredag_01_web.jpg

Søndag den 21. januar 2017 var der 'smadredag' på den gamle bålplads. Alle hjalp til med at få de gamle udtjente stolper fjerne.

”Visionen om, at Naturhus Gjern Bakker skal være byens og den nærmeste omegns attraktive og inspirerende samlingssted og en anderledes læringsarena, fandt vi særdeles inspirerende. Her ser og mærker vi det store fælles engagement i byen, og at de åbner op for andre grupper i byen og gæster udefra er et stort plus, som vi gerne vil støtte. Det er netop initiativer som dette, der er med til fortsat at støtte udviklingen af lokalsamfundene, og det er også en del af Hedeselskabets formål og DNA,” siger projektchef fra Hedeselskabet, Vibeke Højen.

Egepladsen er tegnet og udføres af Hedeselskabets datterselskab HedeDanmark – og de har taget udgangspunkt i spejdergruppens navn, Egens Æt - og områdets egetræer. Pladsen kommer til at give mulighed for, at man kan tænde et langt bål og være mange samlet eller gruppere sig om flere små bål og samtidig skal en ny scene skabe platform for et væld af aktiviteter for både spejdere og andre grupper.

baenke_bygges_web.jpg

I minus 3 grader bygges egepladsen op af tykke ege og fyreplanker i begyndelsen af februar 2018.

”Vi er simpelthen så glade for, at Hedeselskabet har set potentialet i projektet, og vi er rigtig glade for ideen med konceptet. I det hele taget er vi enormt spændte på at tage stedet i brug. Vi startede projektet op i efteråret 2014, og jeg er glad for, at vi har skabt et projekt, der rækker ud efter andre grupper. For syv år tilbage var jeg daglig leder, og jeg kan mærke, at der er sket en udvikling i den tid. Spejderlivet og friluftslivet er lidt råt og spartansk, men vi vil måske også gerne i højere grad have nogle lækre faciliteter. Det får vi i hvert fald nu,” siger Keld Tolstrup.

egepladsen_finder_bladformen.jpg

I midten af februar begynder bladets form at kunne ses.

Kort fakta om projektet
'Egepladsen', etableret ved Naturhus Gjern Bakker, bliver tilgængelig for alle kommende brugere af det nye Naturhus; KFUM-Spejdernes spejderaktiviteter og naturformidling, lokalområdets børnefamilier, mødregrupper, dagpleje, seniorer og andre.
Årstal
Årstal: 
2018
Område
Område: 
Midtjylland
Kategori
Kategori: 
Skov og Hede
Naturpleje
Uddelinger