< Back to news list

Ny adm. direktør i HedeDanmark skal fortsætte profitabel vækst

Lars Herman Petersen bliver fra nytår ny administrerende direktør i HedeDanmark. Som administrerende direktør skal Lars Hermann Petersen sikre og udbygge HedeDanmarks positive udvikling præget af vækst og stigende indtjening.

Danmarks største servicevirksomhed på det grønne områder, HedeDanmark, får fra nytår Lars Herman Petersen som ny administrerende direktør. Lars Herman Petersen afløser Carsten With Thygesen, der efter eget ønske har valgt at fratræde efter 18 år som chef for virksomheden for bl.a. at fokusere på bestyrelsesarbejde og bruge mere tid med familien.

Lars Herman Petersen kommer senest fra en stilling som administrerende direktør i Dan-Foam, der er ejet af Tempur, som er verdens største producent og leverandør af madrasser, puder m.v. I Dan-Foam har Lars Herman Petersen bl.a. haft ansvaret for virksomhedens internationalisering, salgsfunktioner og organisations-udvikling. Lars Herman Petersen har en teknisk-faglig baggrund og har igennem næsten 25 år varetaget en række ledende stillinger i virksomheder som bl.a. Grundfos, Oticon og Stena Recycling. Sideløbende med sin erhvervskarriere har Lars Herman Petersen gennemført forskellige lederuddannelser – herunder bl.a. en MBA i international management.

Solid erfaring og stærkt fundament
”Kombinationen af solid erfaring, stærk virksomhedsfaglig viden og teoretisk fundament udgør det helt rette grundlag for at kunne sikre HedeDanmarks fortsatte positive udvikling som en grøn service-virksomhed ikke alene i Danmark men også internationalt,” siger Lars Johansson, bestyrelsesformand i HedeDanmark.

Med jobbet som administrerende direktør følger således fra den 1. januar ansvaret for at sikre fortsat profitabel vækst i HedeDanmarks forskellige markeder. Herunder også ansvaret for bl.a. den løbende produktudvikling og vækst i markeder, hvor kunderne ud over konkurrencedygtige priser også forventer høj kvalitet i leverancer.

Dygtigt lederskab gennem 18 år
Carsten With Thygesen står til rådighed for HedeDanmark frem til udgangen af februar for at sikre den bedste mulige overlevering til den nye administrerende direktør.

”Carsten With Thygesen har gennem 18 år været et afgørende omdrejningspunkt for HedeDanmarks positive udvikling. Gennem dygtigt lederskab har han stået i spidsen for at forandre og udvikle HedeDanmark fra primært at være en dansk skovbrugsvirksomhed til i dag at være en international grøn service-virksomhed, som har leveret en stærk vækst og stigende indtjening gennem mange år,” siger Lars Johansson.