< Back to news list

Lokal attraktion med støtte fra Hedeselskabet

I august blev udkigstårnet ved Bjørndal Kalkgrav på Thyholm indviet. Hedeselskabet har støttet med midler fra medlemspuljen og træer til plantning af læhegn.

LÆS MERE OM MEDLEMSPULJEN OG HVORDAN DU SØGER HER

For to år siden blev Bjørndal Kalkværk revet ned til de lokales store fortrydelse. Kampen om at bevare Kalkværket som en historisk milepæl lykkedes ikke, men nu er der igen en attraktion at køre efter ved den gamle kalkgrav – et otte meter højt udsigtstårn på en bakke, der er Thyholms næsthøjeste punkt.

Indvielsen af tårnet blev akkompagneret af høj sol og cirka 150 fremmødte. Projektet er blevet til ikke mindst på grund af et stort lokalt engagement, og derfor valgte Hedeselskabet af støtte med 20.000 kroner fra medlemspuljen.

Netop det lokale engagement og interessen for at gøre naturen og historiske områder attraktive, passer rigtig godt med Hedeselskabets arbejde og formål. Både i 2014 og 2015 støtter Hedeselskabet hvert år fem lokale projekter med 20.000 for at tilgodese lokale initiativer.

Byrådsmedlem Hans Østergaard klippede snoren og takkede for det store, lokale engagement og de bidragende sponsorer. Han understregede, at kommunen ikke kan løfte alle opgaver, og derfor er det helt afgørende, at lokale kræfter i nogle tilfælde træder til. Derudover var der taler ved Herman Rømer, der er formand for Thyholm Egnsmuseum i Søndbjerg og formanden for Egnshistorisk Forening, Berith D. Olesen.

Læhegn

Projektet hænger på flere måder godt sammen med Hedeselskabets historie. Området er kendt for sine mange læhegn, både de ældre hvidgranslæhegn og nyere løvtræslæhegn. Tårnet er derfor også støttet med midler fra Læplantningslauget, og Hedeselskabet forærede 25 meters tre-rækket læhegn i forbindelse med indvielsen.

Historien om Hedeselskabet og dets betydning for læplantningen, især på vores egn, hvor vestenvinden kan være hård ved afgrøderne, har nu fået en platform, hvorfra den kan fortælles.
Herman Rømer, formand for Thyholms Egnsmuseum

På holdepladsen ved udkigstårnet kommer en informationstavle om netop læhegn og læhegnets historie, som på mange måder også er Hedeselskabets historie.

"Hvis vi ser bort fra den store lokale opbakning, så har de tre sponsorater fra Friluftsrådet, Thyholm Læplantning og Hedeselskabet en særlig betydning for os. Historien om Hedeselskabet og dens betydning for læplantningen, især på vores egn, hvor vestenvinden kan være hård ved afgrøderne, har nu fået en platform, hvorfra den kan fortælles. Sammenholdes dette med Hedeselskabets gave i form af nutidige læplantningstræer, hvor vi får mulighed for at navngive og følge opvæksten på dem, så synes vi læplantningshistorien har fået gode forhold," fortæller Herman Rømer, formand for Thyholms Egnsmuseum.


I foråret 2016 blev det nye læhegn plantet vest for tårnet.

Kort om udkigstårnet ved Bjørndal Kalkgrav
Det er private lodsejere, der har stillet området til rådighed

Tårnet er otte meter højt og ligger på det næsthøjeste punkt i Thyholm

Bag projektet står de to lokale Thyholm Egnsmuseum i Søndbjerg og Egnshistorisk Forening