< Back to news list

Gymnasiepiger miljøvurderer Københavns Havn

Der er ikke nok piger inden for de naturvidenskabelige fag. Derfor inviterede Orbicon pigerne fra en klasse på Øregård Gymnasium en tur på havnen for at se, hvad kvinderne i det rådgivende ingeniørfirma arbejder med.

Den 23. november var der Girls Day in Science. En dag der sætter fokus på piger og naturvidenskab. Dagen er arrangeret af skole-virksomhedssamarbejdet Jet-Net, og virksomheder som Novozymes, Haldor Topsøe og Vestas inviterer pigerne indenfor. Orbicon Inviterede dem udenfor for blandt andet at filme med undervandskamera for at se, hvad der gemmer sig på bunden af havnen.

”Vi synes, at det er vigtigt, at der kommer flere piger inden for de naturvidenskabelige uddannelser. Derfor bruger jeg og nogle af mine kvindelige kolleger en dag på at vise, hvad vi går og laver. Hvis jeg ved at gøre dette kan plante et lille frø hos bare én af de her piger, der måske kan vokse til en naturvidenskabskvinde, er jeg glad,” siger Lea Bjerre Schmidt, der er geolog og afdelingschef i Orbicon.

Gymnasiepigerne fik til opgave selv at lave en miljøvurdering. Noget der normalt tager måneder blev kogt ned til en dag, hvor pigerne skulle kigge på vandmiljø, støj, interessentanalyser og meget mere.

”Jeg vidste ikke, at der var så meget, der skulle undersøges, når man for eksempel bygger noget nyt i havnen. Det er godt at vide, at der er nogen, der holder øje med miljøet, og at det foregår ordentligt.”

Anna, Øregård Gymnasium

Miljøvurderinger kræver samarbejde på tværs af fagligheder og mange vinkler på samme problemstilling, og pigerne blev introducerede til det hele.

”Teknologisk innovation skabes bedst i mangfoldige medarbejderteams, hvor der er mange forskellige vinkler på udfordringerne. Og her mangler vi i høj grad kvinder. Samtidig er ledigheden blandt ingeniører meget lav, og flere job kan allerede i dag ikke besættes. En tendens, der kun forstærkes, hvis vi ikke sætter massivt ind. Kun cirka hver fjerde af de nye ingeniørstuderende er kvinde, og sådan har det set ud i en årrække,” siger direktør Nanna Seidelin for Naturvidenskabernes Hus, som driver Jet-Net.dk netværket.

Noget af det Orbicon fokuserer på, når de skal tiltrække nye medarbejdere er, at arbejdet giver mening – for samfundet, naturen, miljøet og kunden:

”Jeg lægger meget vægt på, at det vi laver giver mening. Det er en rigtig god idé at lave en miljøvurdering, når man bygger store anlæg i naturen. Vi bliver nødt til at vide noget om konsekvenserne – for både mennesker og miljø – før vi sender gravemaskinerne ind. Derudover er det en glæde at se ens arbejde blive til noget i virkeligheden. Om det så er naturgenopretning eller nyt byggeri – det er noget af det, der driver mig,” siger Lea Bjerre Schmidt.