Naturvidenskabernes Hus

Naturvidenskabernes Hus

I samfundet - såvel som hos Hedeselskabet - er der behov for at de unges søgning til de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser øges betydeligt. Derfor har Hedeselskabet ved flere lejligheder støttet Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.

Med et beløb på 800.000 kroner i 2009 støttede Hedeselskabet Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro i forbindelse med husets opførelse. Formålet med Naturvidenskabernes Hus er at styrke undervisningen i naturfag og teknik i folkeskolen og gymnasiet.

Baggrunden for støtten er et stærkt behov for - i såvel samfundet som hos Hedeselskabet - at de unges søgning til de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser øges betydeligt.

Et væsentligt indsatsområde er at forbedre undervisningen i grundskolen og de gymnasiale uddannelser, så den i højere grad stimulerer de unges interesse for naturfag og tekniske discipliner.

Anvendelsesorienteret undervisning
Hedeselskabet gav i 2011 500.000 kroner til gennemførelse af anvendelsesorienteret undervisning på Naturvidenskabernes Hus med det formål at gøre undervisningen mere vedkommende for eleverne.
Naturvidenskabernes Hus arbejder på et projekt, hvor der skal udvikle 30 anvendelsesorienterede undervisningsforløb. En stor del af dem skal tage udgangspunkt i virkelige cases fra virkelige virksomheder.

Målet med de nye undervisningsforløb er at ramme 40.000 elever årligt. Eleverne får kendskab til de medvirkende virksomheders teknologi og bruger den som løftestang for en mere spændende naturfagsundervisning.

I 2012 og 2013 har Hedeselskabet endnu engang valgt at støtte et undervisningsforløb ved Naturvidenskabernes Hus. Denne gang med 500.000 kroner.

Undervisningsforløbet er fokuseret på ”Lokal Afledning af Regnvand – LAR løsninger for fremtidens bymiljø”.

Undervisningsforløbet er rettet mod folkeskolens overbygning og HF og er baseret på en problemstilling, som formuleres i samarbejde med Orbicon, et datterselskab i Hedeselskabet. Eleverne vejledes til at bruge samme metoder og teknikker, som geologer og biologer ansat ved Orbicon anvender, når de arbejder med udfordringerne omkring de stigende regnmængder, vi skal håndterer i fremtiden.