Minivådområder - anlæggene

Fire testanlæg og ét fuldskalaanlæg

Formålet med udviklingsprojektet er at sikre en mere omfattende dokumentation af minivådområdernes virkning i relation til reduktion af næringsstoffer samt at undersøge mulighederne for anlæg og materialer i forskellige egne af landet.
Derfor har vi valgt placering af testanlæg på lokaliteter med forskellige jord- og landskabstyper og med både åbne og lukkede drænsystemer. Størrelsen af oplandet varierer ligeledes, fra ca. 25 hektar til ca. godt 100 hektar.

Hvorfor testanlæg – og ikke kun fuldskala minivådområder
Implementering af testanlæg har været nødvendigt for at få den rette fleksibilitet i projekterne, således at anlægsdesign, materialer og måleparametre lettere kan ændres og justeres undervejs – og hvis der skulle opstå problemer er testanlæg nemmere og billigere at foretage justeringer eller tilføjelser på.

Overvågning
Anlæggene bliver overvåget for hen over året at dokumentere næringsstoftilbageholdelsen som funktion af vandets opholdstid i de forskellige materialer, som matricerne er opbygget af.

Overvågningen af hvert anlæg inkluderer næringsstoftilbageholdelse (kvælstof og fosfor), hydraulisk og fysisk overvågning (vandføring, nedbør og vandtemperatur), måling af opløste organiske forbindelser samt naturregistrering (vand- og sumpplanter, planteplankton, makroalger, insekter, padder, fugle og pattedyr).