Formål og identitet

Formålsparagraf

Hedeselskabet sikrer, at forretningen arbejder på et højt, etisk, fagligt og lønsomt niveau med naturværdier og naturressourcer, både i og uden for Danmark.

Hedeselskabet arbejder desuden aktivt med at forbedre bo og levevilkårene primært i landområderne og med at udnytte naturressourcer til gavn for samfundet gennem forskning, udvikling og formidling inden for natur, miljø og energi.

Hedeselskabet kan opføre, erhverve, etablere samt drive faste ejendomme eller virksomheder inden for Hedeselskabets formål, idet Hedeselskabets virksomheder drives i selskabsform med begrænset ansvar.

 

Grundlaget for Hedeselskabets identitet

"Hedeselskabet arbejder med langsigtet udvikling, benyttelse og beskyttelse af naturen. Vi formidler denne viden mellem praktikere og eksperter, og vi uddeler midler til projekter inden for Hedeselskabets formål. Vi er en værdibaseret og attraktiv arbejdsplads, der skaber grøn innovation, udvikler og leverer løsninger primært til naturpleje, miljøforbedring og klimatilpasning.”

Hedeselskabets aktiviteter er fordelt mellem Forretning, Forening og formidling samt Innovation og uddelinger. Fælles for disse områder er, at de tager udgangspunkt i natur, miljø og energi.

 

Samfundsansvar (CSR)

Ansvarlighed og bæredygtighed er en naturlig del af Hedeselskabets forretning. Hedeselskabet arbejder hver dag på et højt fagligt, etisk og lønsomt niveau med naturværdier og naturressourcer – både i og uden for Danmark.

Hedeselskabets tilgang til samfundsansvar, eller CSR (Corporate Social Responsibility), tager derfor udgangspunkt i forretningsområderne og er baseret på en ambition om at udnytte kernekompetencer i koncernen til at fremme en bæredygtig udvikling af samfundet.

Hedeselskabet ønsker ligeledes at fremstå som en troværdig og ansvarsbevidst koncern over for såvel medarbejdere som samarbejdspartnere. Hedeselskabet vil til enhver tid overholde gældende love, regler, konventioner og relevante anbefalinger fra internationale organisationer. Hedeselskabet forventer, at samtlige datterselskaber og medarbejdere medvirker til at efterleve koncernens forretningsprincipper gennem ansvarlig adfærd og handlinger.

Den seneste opdatering i forhold til Hedeselskabets arbejde med samfundsansvar findes i årsrapporten.