Sølsted Mose

Dato:
08-06-2017 kl. 18:00
Sted:
Sølsted by (mellem Tønder og Bredebro). Kør ad Brændevej til p-plads i sydenden af mosen.
Antal ledige pladser:
21
Maks. antal deltagere:
40

Kom med på opdagelse i Sølsted Mose, der er en af de sjældne, sønderjyske højmoser med sit eget, specielle fugle- og planteliv. Til mosens åbne områder er knyttet karakteristiske fugle som krikand, tinksmed, dobbeltbekkasin og nogle år hedehøg.

Det enorme projekt med at genskabe større arealer med aktiv højmose blev igangsat i 2010 som et EU-LIFE projekt. Genskabelsen skete blandt andet ved at øge vandstanden i mosen, mindske næringsstofbelastningen og rydde store områder for træer og buske, der i de seneste 50 år har forvandlet den gamle høj- og tørvemose fra et åbent til et tilgroet landskab. Et stort naturgenopretningsprojekt, men også et projekt for at genskabe et stykke kulturhistorie blandt andet med Danmarks sjældneste fisk, dyndsmerlingen.

trevlekrone_kaeruld_soeren_ring_web.jpg

Trevlekrone, kæruld med flere. Foto: Søren Ring.

På turen, som foregår til fods (4-5 km), vil driftsleder Brian Ørnhøj Petersen fra HedeDanmark, fortælle om naturpleje i Sølsted Mose og HedeDanmarks indsats i den forbindelse. endvidere vil biolog Søren Ring, Fugleværnsfonden, følge med rundt og fortælle om stedet. Søren Ring var fondens projektleder på projektet og følger fortsat Sølsted Mose tæt.

Gummistøvler og evt. myggeolie kan være en god idé.

Arrangementet er gratis for medlemmer, og man er velkommen til at tage gæst med.