 | | 22-04-2008 |  | Hedeselskabet har afhændet sin aktiepost på 20 procent i Silvatec Skovmaskiner A/S til selskabets hovedaktionær Agromash Holding. I april 2006 solgte Hedeselskabet de 80 procent af aktierne til det russisk ejede selskab, og salget af den resterende aktiepost ligger i forlængelse af Hedeselskabets strategi.
– Aktieposten på 20 procent har sikret, at de nye ejere fik tilført Hedeselskabets viden om Silvatec, således at selskabet kunne få den bedst mulige overgang til det nye ejerskab. Denne proces er nu overstået, og dermed er tiden kommet til salget af de resterende aktier, oplyste Hedeselskabets administrerende direktør og koncernchef Ove Kloch ved selskabets årsmøde i Nyborg den 21. april.
Det er en historisk begivenhed, at Hedeselskabet nu ikke længere er involveret i Silvatec. Hedeselskabet gik i 1980’erne i front med mekanisering af det danske skovbrug, og Silvatec opstod på basis af et smedeværksted, der oprindeligt bistod Hedeselskabet med ombygning af maskiner til anvendelse i skovbruget.
Gennem en årrække i Hedeselskabets ejerskab blev Silvatec udviklet som en virksomhed, der producerede stadig mere avancerede skovningsmaskiner og selvkørende flishuggere, og virksomheden fremstår i dag med en unik produktportefølje.
Imidlertid har Hedeselskabet vedtaget en strategi om at fokusere på sine kerneaktiviteter, der er rådgivning, drift, service og handel inden for natur-, miljø- og energiområdet. Strategien betyder blandt andet, at selskabet nu investerer i en betydelig internationalisering af aktiviteterne, hvilket kræver et stærkt ledelsesmæssigt fokus.
Aktiviteterne i Silvatec er industriel produktion, og dermed har det været en konsekvens af strategien at søge et andet ejerskab for virksomheden.
– Samtidig er det klart, at med russisk ejerskab får Silvatec adgang til det russiske marked. Her findes 25 procent af verdens samlede skovressourcer. Desuden er Rusland et af fremtidens store vækstmarkeder, hvilket skaber et kolossalt potentiale for salg af skovmaskiner. På den baggrund er vi overbevist om, at vi har sikret den optimale fremtid for medarbejderne og selskabet, fastslog Ove Kloch ved årsmødet.
Hos Silvatec Skovmaskiner A/S siger administrerende direktør Per Telling, at virksomheden nu er klar til at overgå til 100 procent ejerskab af de russiske ejere.
– Hedeselskabet har bidraget med sin viden og knowhow for at hjælpe Silvatec over i det nye ejerskab, og jeg betragter ejernes køb af de resterende 20 procent af aktierne som en naturlig fortsættelse af den proces, der blev sat i gang med salget i 2006, siger han.
Agromash Holding er det vesteuropæiske datterselskab i den russiske koncern Tractor Plants, der har 40.000 medarbejdere og en årlig omsætning på cirka 2 milliarder dollars. Tractor Plants er blandt andet verdens tredjestørste producent af bulldozere.
– Hedeselskabet har i de russiske ejere fundet det optimale match med henblik på at udnytte det enorme potentiale i Rusland for skovningsmaskinen Sleipner. De nye ejere har kunnet tilføre dels finansiering, dels ordrer på såvel nye som brugte skovningsmaskiner, hvilket har sikret en markant stigning i produktion og effektivitet på Silvatec. Samtidig viderefører vi produktionen af selvkørende flishuggere med henblik på salg til blandt andre Hedeselskabets datterselskab HedeDanmark, siger Per Telling.
Baseret på de nye forudsætninger har Silvatec bragt sig i en stærk og profitabel situation, hvor de kommende års udvikling i Rusland kan udnyttes. Samtidig udbygges virksomhedens position både i Danmark og på de europæiske markeder. Denne udvikling er skabt og vil fortsat blive understøttet af engagerede medarbejere, ledelse og ejere.
Mere om Silvatec på: www.silvatec.com
Mere om Tractor Plants-koncernen på: www.ktz.com.ru www.chetra.ru
|  |  |  |
| |
|