| | |
| | | | | |  | Viborg Vand A/S har i samarbejde med HedeDanmark tilplantet dette område med skov for at sikre grundvandsboringen ved Neckelmanns Plantage. | | 
| |  | Beskyttelse af grundvand og boringer gennem skovrejsning kan kombineres med rekreative aktiviteter og eksempelvis jagt og naturoplevelser.
Læs mere om grundvandsbeskyttelse gennem skovrejsning her... | |
| |  | | | 10-06-2010 | |  | | En effektiv måde at undgå en potentiel forurening af grundvandet er at rejse skov over kilden og pleje området uden brug af pesticider. Og der er flere modeller at vælge imellem.
Rent drikkevand direkte fra grundvandet opleves som en hævdvunden ret af danskerne, og vandværkerne gør, hvad de kan for, at det også kan være sådan i fremtiden. En af de metoder, der bliver brugt til grundvandsbeskyttelse, er skovrejsning uden brug af pesticider, og her er der flere muligheder at vælge imellem: Vandværkerne kan vælge selv at købe den fornødne jord og rejse skov, eventuelt med tilskud fra staten; de kan indgå aftaler med private lodsejere omkring skovrejsning eller, som det seneste nye, indgå et partnerskab med Hedeselskabet. Udover selve erhvervelsen af den nødvendige jord er der dog også en anden væsentlig detalje, vandværkerne skal medtænke: – Det er ikke ligegyldigt, hvilke træer man vælger at plante; nogen er bedre til at forhindre nedsivning end andre, for eksempel løvtræer som eg og lind samt visse typer af nåletræer, siger Poul Jensen, der er afdelingschef for privat og offentlig skovrejsning hos HedeDanmark. Udover at tilplante nye skovområder udarbejder HedeDanmark også tilplantningsplaner, hvor man ikke kun går efter arter, der er gode til at forhindre nedsivning; man vælger også arter, der harmonerer med en pasning uden brug af pesticider.
Opkøb af jord Hos Viborg Vand A/S har man i løbet af de seneste fem år opkøbt 100 hektar landbrugsjord lidt uden for Viborg ved Neckelmanns Plantage. I takt med at vandforsyningsvirksomheden har opkøbt jorden, har HedeDanmark rejst ny skov, der kan anvendes som rekreativt område i løbet af de næste 10-15 år.
– Vi har købt jorden for at være på forkant med udviklingen og ser købet som en god investering i forhold til at have rent grundvand. Alternativet var at lave restriktive og flerårige aftaler med lodsejerne, som vi har gjort andre steder, men det er jo ikke en varig løsning; den gælder kun så længe, aftalen løber, siger Palle Holm fra Viborg Vand A/S, der lægger vægt på, at sikringen af grundvandet er så permanent som mulig.
Forpagtningsaftaler Det er dog ikke altid muligt at sikre grundvandet gennem opkøb af jord; ikke alle lodsejere er interesserede i at sælge, men vil dog gerne være med til at beskytte grundvandet mod forurening. Her har Viborg Vand indgået restriktive forpagtningsaftaler, der strækker sig over 20-30 år, hvor lodsejeren rejser skov, eventuelt med skovrejsningstilskud fra Skov- og Naturstyrelsen. En forpagtningsaftale udelukker almindelig landbrugsdrift, og lodsejeren forpligter sig til ikke at tilføre nogen form for næringsstoffer og kemikalier til jorden samt at rejse skov på hovedparten af jorden. Desuden skal lodsejeren typisk vedligeholde veje og hegn mm. Ejeren har til gengæld ret til at udnytte træproduktionen i henhold til fredskovspligten, at færdes frit overalt og at drive jagt på området. Derudover modtager lodsejeren den aftalte forpagtningsafgift, så længe aftalen løber. Jordfordelingsaftaler VandCenter Syd i Odense har valgt en anden løsningsmodel. Siden 2001 har vandforsyningen samarbejdet med Odense Kommune og Skov- og Naturstyrelsen om en offentlig skovrejsning på et 650 hektar stort område ved Elmelund vest for Odense. I perioden 2009-10 har man erhvervet 316 hektar til skovrejsningen, dels gennem opkøb, dels gennem jordfordeling. Skovrejsningsprojektet er et af de største i Danmark i nyere tid og det største nogensinde, hvor der er gennemført en jordfordeling i forbindelse med opkøb af jord. Gennem det seneste års tid har konsulentfirmaet Orbicon | Leif Hansen A/S forhandlet med 60-70 lodsejere om opkøb og om eventuel erstatningsjord. Sidst i januar 2010 blev jordfordelingsplanen godkendt af Jordbrugskommissionen, og den 1. februar overtog VandCenter Syd, Odense Kommune og Skov- og Naturstyrelsen arealerne. Landinspektør Morten Hartvigsen, der er sektionsleder hos Orbicon | Leif Hansen A/S, siger: – I forbindelse med forundersøgelsen til projektet besøgte vi de enkelte lodsejere for at få en dialog om de muligheder, der var for at erhverve deres jord til skovrejsning. Det var en positiv oplevelse, for de fleste vil jo gerne være med til at beskytte grundvandet og kan godt se fornuften i sådan et projekt. Ved en ejendomsmæssig forundersøgelse drøfter konsulenterne fra Orbicon | Leif Hansen typisk projektet med de berørte lodsejere, afdækker den lokale landbrugsstruktur, lodsejernes interesse for at afstå projektarealerne og behovet for erstatningsjord samt giver et skøn over omkostninger til jordkøb og/eller lodsejererstatninger.
Tilskud til privat skovrejsning Orbicon | Leif Hansen og HedeDanmark gennemfører i øjeblikket et pilotprojekt for VandCenter Syd i Odense, hvor de private lodsejere indenfor nogle af vandforsyningens interesseområder tilbydes en samlet pakke, hvor de får tilskud til privat skovrejsning fra Skov- og Naturstyrelsen, samtidig med at vandforsyningen tilbyder en aftale om tilskud for varig pesticidfri drift af skovarealerne.
Partnerskab i støbeskeen Netop nu er Hedeselskabet ved at søsætte et pilotprojekt med en ny samarbejds- og finansieringsform i forbindelse med skovrejsning til grundvandsbeskyttelse. Her indgår Hedeselskabet et partnerskab med en vandforsyning, hvorefter man i fællesskab finansierer opkøb af jord og deler omkostningerne 50/50. Hedeselskabet står som ejer af jorden og har ansvar for skovdriften, jagt mv., mens vandforsyningen har ret at foretage undersøgelser og boringer i forbindelse med vandindvinding. En tinglysning af en deklaration på arealerne sikrer, at skoven drives uden brug af pesticider og næringsstoffer. Med dette partnerskab mellem skovrejsning og grundvandsbeskyttelse passer hver part sit speciale. Endnu er partnerskabsmodellen kun i støbeskeen, men både hos Hedeselskabet og Orbicon | Leif Hansen ser man et stort potentiale i modellen. | |
| | | | | | | | | |  |  |  |  |  |  |
| | | |  |  |  |
|